Adoption – biologiske forældre

(...)

Lidt efter kom en kvinde ud på trappestenen, og hendes ansigt fyldte det meste af okularet, en mørk oval i dyb skygge, der kunne have været ansigtet på hvem som helst – men Asger var ikke i tvivl. Det var hans mor. Hans rigtige mor. Det var et af de særeste og mest intime øjeblikke, han nogensinde havde oplevet, og i sit stille sind takkede han Marie. Han iagttog skikkelsen, der stadig stod ubevægelig på gårdspladsen. Han kiggede på sin selvlysende urskive og trykkede på en knap, så klokkeslættet blev noteret, og langsomt blev han mere rolig. Hun stod stille midt i billedet, ubevægelig. Der var ikke andre end hende i verden. Kunne hun mærke ham? Han blinkede igen, og der var dug på linsen, forekom det ham.

Langt dernede bevægede skyggen sig. Døren blev lukket, og lyden nåede ham med et halvt sekunds forsinkelse.

Kikkerten faldt ud af hans hænder.

Han lod den ligge.

Han faldt i søvn kort efter, sådan som børn har for vane, med himlen i en perfekt bue over sit ansigt; det var næsten, som om den hvilede på hans øjeæbler, og væden fra hans indre løb ned over hans tindinger og tørrede ind lige ved hårgrænsen.

Da han vågnede, var kvinden på gårdspladsen væk. Han rengjorde linserne, gnubbede forsigtigt de fine glas med et stykke vaskeskind, mens han tænkte på sin mor – og så ramte erkendelsen ham – og den kunne for hans skyld have været tretten milliarder år undervejs – som en knyttet næve i brystkassen og slog al luft med ud af hans 15-årige krop: han var stadig en fremmed.

Hans rigtige mor havde ingen fornemmelse af ham mere. Og hans nuværende forældre havde drømt om et andet barn. Han kunne lige så godt være død. Han var på en måde død.

(…)

Severin så på Orla med øjne, der skinnede efter næsten en hel flaske vin. “De mistede deres rigtige barn, og så fik de mig. De havde haft en søn, men jeg var en fremmed. Og så blev vi alle sammen dødforvirrede, og så tog min far mig op på skødet og sagde: Nej, jeg er ikke din rigtige far, men jeg er din far alligevel, og jeg elsker dig overalt på jorden. Du skal vide én ting, du kommer aldrig til at mangle noget. Men allerede den første nat spekulerede jeg på, hvordan de mon så ud, mine rigtige forældre – der var sket noget, men jeg vidste ikke, hvad det var …”

(…)

De fleste skiftede selvfølgelig navn, når de blev bortadopteret, for mange adoptivforældre havde et ønske om at udviske fortiden – og ikke mindst mindet om de biologiske forældre – så effektivt som muligt. Mange år senere kunne adoptivbørn fra den tid forsøge at finde tilbage til deres rødder ved hjælp af optegnelser hos myndighederne, men af og til var papirerne væk, eller også var deres biologiske ophav forsvundet, og i de tilfælde ville en opsporing kun kunne lade sig gøre med de detaljer, Magna så omhyggeligt havde indført i journalerne og ikke engang turde overlade til Mødrehjælpen.

(…)

Regensens telefonboks lå halvt skjult inde bag den grønne dør ud til gården, og Orla kunne se lindetræet gennem et smalt vindue. Han drejede nummeret og hørte først længe efter røret blive løftet og en søvnig mandsstemme svare: “Ja?”

“Var det et godt knald?”

“Hvad da …?” sagde stemmen, lidt mere vågen. “Hvem er det?”

“Skodsborg 1961 … Var det godt at kunne gå sin vej og glemme alt om ungen?”

“Hvem er det … hvem …?!”

“Var det godt at kunne gå sin vej og blive far til en anden søn og en

anden kvindes børn …?”

“Hvad fanden …!”

“Tænker du nogensinde på din førstefødte? Vil du gerne ha’ hans nummer? Nej, det vil du ikke. Vi skal lade det hvile. Vi skal lade fortiden være glemt, ikke?”

(…)