Adoption og adoptivforældre

 (…)

“Mor og jeg kunne slet ikke få børn,” sagde Ingolf.

Asgers blik syntes ikke at reagere, men inde i hans hjerne skød en lille lysstråle gennem hjernelapperne og ramte pandebenet med et fladt smæld. I de sekunder, der fulgte efter hans fars besynderlige udsagn, kunne man uden problem have placeret hele Mælkevejens udvikling fra støvpartikel til spiralgalakse i mellemklassen over et spand af milliarder af år – det stod stadig for ham som et evigt øjeblik.

“Din mor og jeg besluttede derfor at adoptere et lille barn.” Det lød ejendommeligt og blev fremført med alt for høj og beslutsom stemme. Ingolf smilede. “Det er den bedste beslutning, vi nogensinde har taget.”

Din mor og jeg. Hans far sagde: Din mor og jeg – ikke: Mor og mig og dig – den eneste tryghed, han havde kendt.

Han ville smile tilbage. Men så gav hans strube en lyd fra sig, som om noget revnede dybt nede i hans bryst, og det svimlede for ham. På et sekund susede bunden ud af hans underliv og forsvandt ned gennem madrassen og sengebunden og fortsatte gennem gulvet og ned i kælderen, helt ned under hospitalet. Vandet løb fra ham overalt, det løb fra alle sprækker, og al væde sivede ud af ham som fra et kar, der var flækket fra top til bund.

(…)

Små børn har sanser, ingen voksne kender til. De fornemmer svigt, endnu før de sker, de forudser en afsked, længe før den er besluttet, og de mærker savnet allerede inden adskillelsen. I hans drengesind et sted lå mindet om en verden, han forstod eksisterede, selv om han ikke kunne se den; han havde ofte følt det, som om der boede et andet barn i huset – et usynligt barn – der fulgte efter ham ud i haven og satte sig ved siden af ham på den hvide bænk under elmetræet og kopierede hans mindste bevægelse. Men når han så spørgende op på sine forældre, svarede de ham ikke. Fra starten troede Laust og Inge, at de kun viste ham kærlighed. De var ikke bevidste om den understrøm af sorg, de havde båret med sig. Sorgen bærer alle de masker, der er nødvendige for at skjule sig; den klæ’r sig i vrede og bebrejdelse, i bitterhed og ligegyldighed, og i Inges tilfælde endda i foragt over for familier med biologiske børn, der var kommet til dem som en gave fra Himlen. Dybt i Inge lå en følelse, som hun aldrig ville indrømme over for nogen: en uvilje mod det barn, hun puslede og kærtegnede og lagde til ro om aftenen.

(…)

Ingen bemærkede den underliggende anspændthed, når Josefine opfattede de små spor af et fremmed menneske i Susannes væsen. For de fleste forældre er den medfødte forskel på deres børn ikke noget problem, for kærligheden er så uendelig, at den omslutter både særheder og fejl og uforklarlige forskelle. De behøver ikke at frygte, at kærligheden kan vejes endeligt op og fylde for meget eller for lidt, for når summen gøres op, er den allevegne. Men sådan var det ikke for Josefine. Når hun sad hos sine døtre, lige før de skulle sove, kom den fine skelnen, der ikke skulle have været der, umærkeligt frem og indtog sin plads i rummet. Der var i hendes stemme en undertone så svag, at man ikke skulle tro, noget menneskeligt øre var i stand til at opfange den, men det uægte barn gjorde – og vidste med det samme, at det var en gæst, en fremmed. At der var en forbindelse, der ikke var etableret.

(…)

Han smilede og så Orla direkte i øjnene. Så sænkede han pludselig stemmen: “De første seks år anede jeg ikke, at det ikke var mine rigtige forældre. Da jeg fik det at vide, sad jeg på en lille skammel ude i gangen uden for køkkenet, og min mor stod og kom carmencurlere i håret, og så sagde hun pludselig: Forresten er vi ikke dine helt rigtige forældre, Severin, de forsvandt lige efter, du blev født, og så blev vi dine forældre. Jeg kan huske, jeg tænkte: Det slap hun da egentlig meget godt fra …” – han kiggede på sig selv nede i vinen – “… i tre-fire enkle, forståelige sætninger.”

(…)

“Det var alt sammen i Hasses ånd – at finde sådan et forældreløst barn. Hans minde skulle hædres med sådan en uendelig god Gerning …” Han havde en enkelt rød dråbe siddende i mundvigen. Den lignede blod. “Jeg kan huske, jeg var med min mor hos frisøren, og frisøren sagde: Lille ven, du har din mors hår – og min mors fingre blev helt iskolde, og hun sagde: Dét er ikke tilfældet.”

Severin smilede, men hans læber var røde. “Hele familien spillede med på den løgn – alle sammen – for Hasses mindes skyld.”

(…)