Adoption – de store årgange

 (…)

Vi fornemmer hendes tilstedeværelse, før vi ser hende – som en duft af fresia og en raslen af nystrøget lærred, mens hun går fra seng til seng.

Vi rækker ud efter hende, men vi klager os ikke, for vi er disciplinerede eksistenser og overdriver ikke savnet. Vi er trådt ind i livet uden det mindste krav eller den mindste forventning.

Jeg tror, vi fra begyndelsen lærte os selv de tre færdigheder, der skulle beskytte os mod alt ondt, den dag vi skulle videre: ydmyghed, lydighed, taknemmelighed. Og vi lod budskabet passere fra seng til seng, fordi vi vidste, at kun den fuldendte balance ville bringe os uskadte til vejs ende.

Det fineste spind, den forsigtigste gang …

(…)

Psykologerne og de ranke frøkener fra Den Københavnske Mødrehjælp var overbeviste om, at den slags skavanker kunne repareres ved hjælp af havluft, grønne lunde og grænseløs tålmodighed. For sådan havde det altid været.

Vi tav og lod dem blive i deres klippefaste overbevisning

(…)

“Hvornår blev du egentlig bortadopteret?”

“I 1962.” Han hadede det lille ord – bort – som sikrede, at intet blev ladt tilbage, og at intet kunne gøres om – og at alle vidste det.

“Du blev født på Rigshospitalet, og så kom du hertil kort efter … sådan var det for de fleste, ikke?”

“Jo.” Så tav han igen. Rigshospitalet var et ord i en dåbsattest, som han aldrig havde set. Han brød sig ikke om at tænke på det, og han ville ikke forfølges af syner fra det mørke, der havde omgivet ham de første timer af hans liv.

(…)