Information, 18. maj 2007:

60 skarpe: Ramt af velfærden

Pressen er blevet magelig og jager de lavere befolk-ningslag, siger Erik Valeur , der netop har udsendt '60 skarpe skud mod pressen'

Journalister ynder at kalde deres interviews for kritiske, deres metode for undersøgende, gravende eller afslørende, for det handler om at fange skurken. Også dagspressen, herunder nærværende avis, kan rigtig godt lide ordene kritisk eller skarp.'5 skarpe'. Så skulle der ikke være noget at tage fejl af.

I journalist og kommentator Erik Valeurs nye bog 60 skarpe skud mod pressen tegner han et andet billede. I bogen samler han en række mediekritiske klummer, oprindeligt trykt i Jyllands-Posten, Politiken og tidsskriftet EKKO i perioden 2003-2007.

"For lidt tid, for få ressourcer, ingen hjælp og ingen rum til tanker," skriver Erik Valeur i forordet til bogen, der især er tiltænkt de yngre journalister. Og de forhold sætter selvfølgelig sit præg.

"Totalflimmer" kalder Erik Valeur især gratisavisernes journalistik, mens tv-mediets nyhedsudsendelser bringer to minutters pseudokritiske interviews. På omnibusaviserne får man måske hele tre dage til sin 'undersøgende' journalistik.

Altså mestendels ikke-undersøgende, ukritik og uskarp journalistik.

Problemet er både, at journalisterne har for travlt, og at pressen generelt er blevet for høflig over for magthaverne. Vi forstår dem for godt, for vi, journalisterne, har jo også fået del i den store velfærds-kage.

"Vi kan ikke lave nogen revolution for tiden," siger Erik Valeur . I stedet er det "Guld, røgelse og myrraskær over det hele."

"Journalister, især dem på tv, er ved at tabe næse og mund, når de sidder sammen med en minister eller får lov til at interviewe dronningen."

S-togs-åndsfravær

Men hvad er årsagen til heltedyrkelsen og de flimrende historier uden perspektiv?

"Flodbølgen af nye produkter med fokus på koncepter og bundlinier har mildest talt ikke gjort det lettere derude i den danske dagspresse," skriver Erik Valeur i bogens forord.

"Den gode gamle udgiver-idealisme er på retræte," siger han til Information.

Og det er ifølge Erik Valeur tydeligst med gratisaviserne, som er præget af overfladisk og sjusket journalistik.

- Gratisaviserne bryster sig ofte af at være det medie, der lærer danskerne at læse avis - er det ikke en god ting?

"Jeg synes, at det er en katastrofe, for man glemmer jo måden, de læser den på. Man vænner nu en hel generation til det, jeg vil kalde S-togs-åndsfravær. De sidder der og hænger over nogle bogstaver på noget hvidt papir uden rigtig at læse det. Og de vænnes til, at selv det største problem i verden kan onduleres på en halv spalte."

- Men det er vel bedre, end at de slet ikke læser avis?

"Det synes jeg ikke. Det svarer jo til at sige, at det er godt, at du læser Anders And, for så læser du i det mindste noget litteratur. Og så skide vær' med Henrik Pontoppidan."

Erik Valeur tror ikke på, at de unge per automatik tager springet fra gratisaviser til 'gammeldaws' aviser.

- Men det er ikke hele historien med de nye medier, vel?

Det faktum, at "det sprøjter ud med nye medier", går ud over kvaliteten, fordi de journalistiske kræfter spredes.

"Og derfor kan man ikke komme i dybden med vanskelige politiske sager eksempelvis de politiske," svarer forfatteren.

Hertil kommer, at mange redaktører og opadstigende journalister ikke ønsker at rette det kritiske blik mod magthaverne.

"Karrieredrømme og trang til at tækkes de magtfulde, rige og berømte er kraftig narkotika i mange chefkontorer og blandt mange opadstigende journalister," skriver mediekritikeren i bogen.

"Nogle fedterøve," siger han om den del af sine kolleger. Og det er især mændene, der synes, "at det er sgu meget fedt sådan at gå og gnubbe ryg op ad nogle andre fine mennesker. Og så tager de jakkesæt og slips på og går og hygger sig."

"Magtens overforståelse" kalder han det.

"Man ser det først og fremmest på tv. Her lader man som om, at man går til den, fordi man stiller tre spørgsmål med en kritisk stemmeføring. Men man har kun de tre spørgsmål og to minutter. Man siger aldrig 'helt ærligt Anders Fogh, nu har du snakket uden om i tre minutter'. Man går aldrig rigtigt til dem."

Går efter de lavere lag

- Hvad så med alle de programmer, hvor man afslører skurkene svindlere og bedragere?

"I øjeblikket jager pressen de lavere befolkningslag," siger Erik Valeur , der selv modtog Cavlingprisen i 1995.

"Dem anser jeg jo ikke for at være magthavere. De ressourcer, medierne har tilbage til kritisk journalistik, knalder man af på forbrugerområdet og det lavere sociale lag. Man knalder plejehjemsassistenter, radioforhandlere og hashpushere, og hvem man ellers kan finde rundt omkring i byen, som man kan proppe skjulte kameraer op i hovedet på, uden de protesterer for alvor. Hvis rigtigt magtfulde mennesker blev udsat for den slags, så skulle du fandme se ballade."

En del af problemet er altså metoden: det skjulte kamera, der ifølge Erik Valeur efterhånden er blevet reglen frem for undtagelsen. Ikke fordi man slet ikke skal bruge det, pointerer han og fremhæver TV2-dokumentaren Er du åndsvag? Her ville oplysningerne om beboere på Strandvænget være svære at få frem gennem interviews alene.

"I øjeblikket sprøjter man skjult kameraoptagelser ud. Og det er det, jeg har noget imod. Det skaber en mistillidskultur," siger han.

"Det betyder, at journalister ender som en slags femte kolonne ude i befolkningen. Hver gang man bliver kontaktet af en kunde i en pladebutik, kan det være en forklædt journalist, der er ude på at knalde dig. Og når du skal ansætte en plejehjemsassistent, jamen, shit mand, det kan være en reporter fra TV2."

Problemet er også, at det kan give et skævt, for ikke at sige manipuleret, billede af virkeligheden.

"Du åbner for kameraet i en lang periode, for du ved, at en eller anden idiot på et eller andet tidspunkt vil dumme sig. Men hvis man slap et skjult kamera løs i et af DR's redaktionslokaler i tre måneder, så skulle du bare se løjer. Vi ville have fået fyret halvdelen af medarbejderne for at udtale sig svinsk om befolkningen."

For meget i løn

"De fleste journalister i dag lever lige så velfærdsopskruet som resten af den totredjedel af befolkningen, der har det fint her i landet. Vi er jo ufatteligt aflagte og velnærede og har travlt med haver, grill og terrasser og huse i Sydspanien."

Den har altid været der, mageligheden, men den er vokset. Og det er en anden grundpille i Erik Valeurs kritik af pressen: vi gider ikke at lave revolution.

Forfatteren citerer en af Informations tidligere skribenter:

"Nils Ufer sagde i gamle dage, at journalister fik alt for meget i løn, og at de boede alt for godt. Og det har han jo evigt ret i."

"Jeg sidder også i et hus. Det var derfor, jeg begyndte at sige vi," pointerer Erik Valeur .

Problemet er, at vi glemmer 'resten'. Den sidste tredjedel, der ikke har det så fint. Dem, der ikke har købt fire-hjulstrækkeren og huset i tide.

"Vi ser ikke de andre på vores enorme indkøbsture op og ned af gågaden. Velstanden har ramt både direktører, håndværkere og journalister. Og man bliver meget magelig af at have det så godt. Jeg frygter virkelig, hvis vi får det endnu bedre. Så bliver hjernen til sidst en stor lad grå klump, der ligger ovre i sofaen og ser fjernsyn midt i en bunke småkager," griner Erik Valeur .

'60 skarpe skud mod pressen' af Erik Valeur . 171 sider. 148 kroner. Er udkommet på Forlaget Ajour

Jyllands-Posten, 19. maj.2007:

I mediemøllen

Boganm: Erik Valeur : 60 skarpe skud mod pressen

Erik Valeur skyder med skarpt mod pressen tilsyneladende. Men han holder sig i den grad inden for rammen af mediernes egen virkelighedsopfattelse, at det ender som løse skud.

Tre stjerner. Erik Valeur : 60 skarpe skud mod pressen. 171 sider. 148 kr. Ajour Er udkommet

Mediekritik kan man ikke få nok af.

I selvransagende stunder kan man (læs: jeg) føle decideret lede ved offentligheden og dens evindelige hang til det skandaløse, det sensationelle, den letfattelige, kvarte sandhed og den halve løgn, der er dens broder i ånden.

Herunder spin i første, anden og tredje potens, som da Henrik Qvortrup på DR2 blev præsenteret for et klip med en Elsebeth Gerner Nielsen i stærk affekt, viftende med et avisudklip, der viste Pia Kjærsgaard med det lovformelige islamiske tørklæde i forbindelse med en udvalgsrejse til Iran. Fremvist som en parallel til Gerners eget tørklædestunt.

Det kan godt være, det er at sammenligne pærer og bananer, men som spin betragtet er det effektivt, mente Qvortrup, og det var jo også det, han blev spurgt om. Virkningen. For bare det virker, så til helvede med det egentlige, det er devisen.

Der er derfor al mulig grund til at skyde med skarpt mod pressen som sådan og mod pressen, når den behandler pressen og dyrker bevægelserne i den æterbårne offentlighed, som var det virkeligheden selv.

Erik Valeur har som garvet journalist, i sin tid rundet af det nyskabende Månedsbladet Press, som han var med til at stifte, alle forudsætninger for at forstå og analysere, hvad der foregår. Når han samler en række klummer under fællestitlen ”60 skarpe skud mod pressen”, kan man godt tillade sig at forvente noget.

Sjovt nok, men

Men man får lidt for meget stene for brød. Det bliver aldrig rigtig spændende, dertil er kritikkens udgangspunkt for forudsigelig og velkendt, så klummerne mere end mediekritik ligner almindelig mediestøj, kun krydret af lidt veldoseret satire over den tætte em af kongerøgelse, der strømmer gennem avisernes spalter, formiddagsbladenes sensationshang og den flittige brug af slipsemænd i tv-nyhederne. Sjovt nok, sine steder rigtigt vittigt, men det er for taknemmelig en baggrund at gøre sig morsom på, og det bringer os ikke ud af stedet.

Nogle af klummerne er fra nærværende avis, men langt de fleste er skudt fra Politikens spalter, og der har de næppe vakt den store opsigt. Verden er kendt, og den tegnes således; den borgerlige regering har det nemmere med pressen end Socialdemokratiet, »for vi journalister (har) altid haft det så godt med at dunke på et parti, der for mange var synonymt med beton og kontrol,« og læg dertil at »mange af vore redaktører (har) været borgerlige i både sind og stemmeboks.« Tiden er præget af »den nye selvforherligende danske nationalisme,« hvad så det er for en fætter, men det ved man, når man læser Politiken, ligesom Valeur uden videre kan slå fast, at der de seneste 15 år stort set kun har været indvandringskritiske historier i dansk presse.

Når det gælder Mellemøsten må man som kilde til al oplysning klamre sig til den »engagerede« Ole Sippel, og når det gælder fremmedsprogede børn i skolerne, så er det egentlig et medieskabt problem, for i virkeligheden drejer det sig nok om svenskere og canadiere, mon ikke, og når Rockwool-fonden offentliggør en undersøgelse af dagpengeniveauet kontra lavtlønnet arbejde, kan det affærdiges med et par linjer.

Ret skal være ret, der er principielle ting ind imellem. Kritikken af statsministerens forhold til journalisterne (og især en bestemt én fra Ekstra Bladet), kritikken af Guldbrandsens film og den ukritiske brug af dramaturgi i journalistik, kritikken af de forhastede konklusioner i terrorsagen fra Vollsmose (terroren er ikke kommet til landet, fordi man har sigtet en række personer), kritikken af pressens manglende lyst til at undersøge en sag snarere end at blot at bringe den videre konkret eksemplificeret ved striden mellem regeringen og Socialdemokratiet om fortolkningen af integrationsaftalen.

Journalistisk selvsving

Velgørende eksempler på nøgtern kritik, men de drukner i almindelighederne. Udgangspunktet synes for ofte at være det samme som det, forfatteren kritiserer medierne for at have. Nemlig dette, at et problem kun eksisterer, hvis det er i medierne, og hvis det ikke er det, forsvinder det af sig selv. Hvis bare pressen lod være med at skrive så meget om problemer med indvandrere, ville der ikke være nogen problemer. Og så videre.

Valeur ligner emnet for sin kritik deri, at der er en række bestemte spørgsmål, han ikke stiller, og en tilsvarende række, som han gerne vil stille igen og igen. Trods gode pointer ind imellem er der derfor ikke tale om grundlæggende mediekritik, snarere en art journalistisk selvsving, og det er derfor ganske logisk, at samlingen udkommer på journalisternes eget forlag, Ajour.

For er der noget, vi kan lide, så er det da at tale om os selv.

Weekendavisen, 16. maj 2007:

Se til venstre - der står en mediekritiker

Plaf, plaf. Erik Valeur retter riffelløbet mod en doven og dum presse - men det er nu først og sidst regeringen, han har låst fast på målsøgeren.

Af HELLE BROBERG NIELSEN

Erik Valeur er berømt for at stå vagt om en type journalistik, der ikke nøjes med at afdække og afsløre, men også ønsker at folkeopdrage og allerhelst bringe begreberne endegyldigt på plads i det verdensbillede, han mener bør herske.

En sådan journalist må jo ende som mediemoralist, nu hvor tingene slet ikke arter sig, som de så ud til at gøre det i 1970erne.

For der er meget i vejen med verden, pressen og ikke mindst den borgerlige regering, forstår man allerede i forordet til denne samling af Valeurs avisklummer fra de seneste fire år, 60 skarpe skud mod pressen .

Den to gange Cavlingpris-belønnede Valeur, der startede sin karriere på det for længst hedengangne græsrodsmagasin Press , er ikke en skribent, der putter med sine sym- og antipatier.

Næh, nej. Man får hurtigt det indtryk, at han er af den faste overbevisning, at der findes en kanon af historier og fænomener, som alle ordentlige journalister bør tage afstand fra og nedkæmpe med alle midler: den borgerlige regering, som sagt. Dansk Folkeparti - selvklart. Irak-krigen, no need to mention . Spindoktorer, uha, ja! Og så Valeurs egen største kæphest: de problematiserende indvandrerhistorier over én bred kam.

Det gør nemlig Danmarks samtlige 300.000 indvandrere nedtrykte, skriver han gentagne gange, når pressen overhovedet beskæftiger sig med integrationsproblemer.

I forordet lader Valeur forstå, at han heller ikke er en varm tilhænger af »test, karaktergivning, topstyring, overvågning og kontrol - alt det, George Orwell indtrængende advarede mod. Tavsheden over for denne udvikling er det, der overhovedet bekymrer mig mest ved pressen i dag,« skriver forfatteren, der tillægger Fogh-regeringen skylden for nærmest at have lusket disse vederstyggeligheder forbi et korps af spin-tummelumske journalister.

Gud ved, hvad det er for medier, Valeur ikke læser eller lytter til? Har netop temaer af denne karakter da ikke været debatteret ad såvel libitum som nauseam? Korrekt er det, at mange af disse fænomener alligevel er blevet en del af vores virkelighed - af et utal af grunde. Men er pressen dum, dårlig og doven, alene fordi den ikke har været i stand til at forhindre tendenser i en tidsånd eller politiske tiltag, som et pænt udsnit af såvel de politiske partier som befolkningen i øvrigt støtter?

Ja, mener Erik Valeur tilsyneladende.

Og demonstrerer dermed en forståelse af fagets funktion som er en del anderledes end denne signaturs.

Mest læseværdig er Erik Valeur når han helt nøgternt beskriver pressens mekanik, logik og selvforståelse. Når han for eksempel rejser berettiget kritik af pressens brug af et stadigt mylder af spinkle undersøgelser og spekulative prognoser.

Men her rammer et af de skarpe skud, som titlen refererer til, faktisk ham selv i foden. Det sker i øvrigt flere gange.

I klummen »De falske prognoser« i Politiken den 21. september, nævner han en fremskrivning af antallet af indvandrerbørn. I Jyllands-Posten leder tallene til en artikel med overskriften »Folkeskolen uforberedt på mange børn af indvandrere«. Pointen i Valeurs klumme er, at den slags alarmerende opråb er helt hen i vejret og blot endnu et udtryk for, at pressen slet ikke kan få nok af indvandrerfjendtlige vinkler.

Jeg er sikker på, at flere skoleledere på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter - samt folkene bag en netop udkommen Pisa-Etnisk undersøgelse - er helt og aldeles uenige.

Den 5. december 2004 anfægter han i Jyllands-Posten - og ikke helt med urette - at de udsendte danske tv-reportere under den orange revolution i Ukraine i betænkelig grad lader begejstringen løbe af med sig. Deres åbenlyse favorisering af de positive budskaber fra Viktor Jusjtjenko-tilhængerne er, skriver Erik Valeur , nærmest som at skrue tiden tilbage til en »tv-dækning fra en - nu omstyrtet - tidsalder. Hvor den subjektive opfattelse af begivenhedernes sammenhæng kun er nødtørftigt forklædt som nyhedsjournalistik.«

Men DRs Ole Sippel må hjertens gerne være subjektiv. I klummen i Politiken fra 13. april 2003 beklager Valeur, under indledning af den 2. Golfkrig, nemlig, at Mellemøsten-veteranen, »der gav det eneste engagerede indblik i den krigsramte klodes stemning, blev kaldt ud af målområdet. Og så var alle følelser elimineret.«

Er forskellen mon, at den galdespruttende Ole Sippel er USA-kritisk og har synspunkter, der flugter smukt med kommentatorens egne? Og at Viktor Jusjtjenko er lige en tand for pro-vestlig for Valeurs politiske smagsløg?

Valeur kritiserer i flere klummer pressen for at gribe til generaliseringer uden den mindste dokumentation. Helt relevant anklage.

Men hvad med den her fra Politiken den 26. februar 2006?

Valeur slår i klummen »Patrioternes spil« et slag for, at vi diskuterer Muhammed-tegningerne og ytringsfrihed på en mere nuanceret måde. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre, konstaterer han et sted. Og fortsætter en anelse forblommet.

»Der røg nuancerne. Uanset at en jysk avis har trasket igennem en milliard muslimers hjerter med jerntunge træsko, så har ytringsfriheden den natur: Når den bliver bedt om at tie, så er den bare nødt til at gøre det modsatte.«

Ja, lige præcis, vil mange formentlig udbryde til den sidste del af det udsagn.

Men hvaffor en milliard muslimer? Dér var der i alt fald mindst én nuance, der afgik ved døden. For mon ikke der var mindst en million eller 100, der knap nok opdagede, hvad de danske imamer havde gang i, da de tog på opviglings-turné fra Beirut til Cairo?

Eller denne her, fra forordet, om forklaringen på, hvorfor pressen fraviger den kritiske, klassiske journalistik i disse, for mediebranchen, så kvalfulde år.

»Karrieredrømme og trang til at tækkes de magtfulde, rige og berømte er kraftig narkotika i mange chefkontorer og blandt mange opstigende journalister.

For et stort antal ansvarshavende chefredaktører føles (sic!) det langt rarere at forstå de mennesker, der har allermest at skulle have sagt, end at iagttage dem kritisk med alt det besvær og alle de ressourcer, der skal til.«

Det er vist, hvad man kalder en gratis omgang.

Weekendavisen, 25. maj 2007:

Debat: Rødt chok

Af Erik Valeur

Det var en spøjs anmeldelse af min bog, 60 skarpe skud mod pressen, i Weekendavisen 16. maj, som langt mere var et politisk debatindlæg end en anmeldelse. Stemplet anbragt i panden allerede i manchet og overskrift: Rød Valeur. Uha-da.

Derpå en stribe citater (endda flere med forkert afskrift), sat ind i anmelderens egen sammenhæng og fortolkning. F.eks. skulle jeg mene, at det er et problem, at pressen beskæftiger sig med indvandrerproblemer, for det gør »samtlige 300.000 indvandrere nedtrykte«, som det udtrykkes.

Jeg har aldrig skrevet om indvandrernedtrykthed, men om den pressemekanisme, at mediernes 'alarm-historier' om fremmede slåes stort op, mens ikke nær så dramatiske nuancer udkommer i langt mindre opsætning. Et rent faktum.

Jeg får også den holdning, at der slet ikke er nogen indvandrerproblemer på danske folkeskoler. I bogen beskriver jeg en Jyllands-Posten-nyhed om antallet af indvandrerbørn i folkeskolen, som gennem tre faser vokser sig uhørt stor og dramatisk. Igen en pressemekanisme. Selvfølgelig er der da folkeskoler med problemer.

Når jeg om Muhammed-sagen skriver, at når ytringsfriheden »bliver bedt om at tie, er den bare nødt til at gøre det modsatte«, bliver det gengivet, som om jeg mener det ironisk. Om Fogh-regeringens forbuds- og kontrolmani er min pointe ikke, at den totalt forties, men at den i ustyrlig grad matches af pressens trang til lynhurtige og firkantede nyheder i en uheldig alliance - så selv ikke-liberale avislæsere efterhånden er på liberalistisk linje med Cepos.

Sådan går det spalte op og spalte ned. Alt er gjort til fjumsede - og forkerte - holdninger. Er pressekritik - herunder kritik for at være alt for høflig over for regeringen (et synspunkt jeg fuldstændig deler med Foghs seneste tre spindoktorer) - virkelig så farlig, at det hele bare skal skovles ind under etiketten Rødt Chok?