Udvalgte mediekommentarer 2007-2010: Jægerbogs-sagen, OL i Kina, m.m.

I syv år var jeg fast tilknyttet som mediekommentator for Politiken og Jyllands-Posten. Her følger et lille udvalg fra de seneste år - bl.a. Jægerbogs-sagen, OL i Kina, en særpræget valgkamp (2005), masseødelæggelsesvåben og Den Hemmelige Krig.

Politiken, 14. marts 2010:

Søren Gades sidste slag

MENNESKEJAGTEN på TV 2' s hemmelige kilde er »skudt i gang«, skrev Berlingske-redaktør Lisbeth Knudsen i søndags (7.3.) i en kommentar til den såkaldte lækagesag - og fastslog, at selv om forsvarsministeren nu er gået, »så dør sagen næppe«.

Derefter blev alt dødsstille.

Nyhedsmedierne mistede fantasien til at finde nye veje i den spegede sag, og mon ikke det herefter går som utallige andre gange siden 2001. VKO danner vognborg - angriberne sværmer en stund omkring den og hujer i afmagt - og rider duknakkede hjem.

Den sidste skandale i sagen var den byretskendelse ( 3.3.), der beordrede TV 2 til at røbe kilden til historien om jægersoldaternes mission i Afghanistan i 2007 - mens dommeren ikke ville bede om DR's angiveligt lige så afslørende lydfil.

Retten valgte dermed den absolut sværeste, mest stenede vej til opklaringen - en tv-station, der offentligt har svoret aldrig at røbe kilden - frem for at tage DR-ruten, hvor generaldirektør Plummer har sagt, han udleverer lydfilen på ordre fra en dommer.

Derefter satte anklageren i Københavns Politi sig til at ' overveje', om man skulle kære DR-kendelsen ( det tog en uge), mens man i øvrigt lod alle de mest oplagte vidner - f. eks. den tidligere forsvarsminister selv - gå fri af afhøring.

DET SVARER til, at drabsafdelingen under efterforskningen af et kvindemord i en kælder udvalgte sig det eneste vidne i ejendommen, man vidste ville klappe fuldstændig i, lod alle andre gå fri og bagatelliserede de mest indlysende spor på trappeopgangen og omkring offeret. Strafferammen i lækagesagen er i øvrigt den samme som ved drab, ifølge en juraprofessor i Jyllands-Posten. Livstid.

At dette skandale-forløb ikke har rejst et ramaskrig i pressen er en total gåde. Det oser så langt væk, at den danske stat burde ' ku' lugte sig selv i nakken' - for nu at bruge en kær gammel allegori fra Slotsholmen.

Tænk på følgende scenarie: At den nu fhv. forsvarsminister var ganske tæt på, da TV 2 fik serveret solonyheden om jægerne. Det er den tese, der nævnes igen og igen i magtens centrum - og ikke kun blandt journalister. Jamen, så har vi - i det allermindste - en mistanke om noget uhyre frygtindgydende: en forsvarsminister, der selv stod bag den læk, som militærfolk kalder landsforræderi.

Alene mistanken - i dens grumhed - burde få det officielle og politiske Danmark til øjeblikkeligt at kræve sagen øjeblikkeligt oplyst for at afsløre uretfærdigheden - med den uretfærdigt mistænkte mand allerforrest.

I STEDET sker det stik modsatte. ' Systemet' tier, forhaler og mørklægger.

Dermed er mistanken om ministerens involvering blevet suppleret med mistanken om et coverup - og i så fald et af de mest snavsede i danmarkshistorien.

Det er desværre set før, at man på højeste sted beslutter, at visse sandheder er for heftige at byde befolkningen - f. eks. en elsket forsvarsminister som landsforræderisk ' crook' - åh nej.

Og så indtræder den ' danske stilstand' - den, der skyldes, at man ikke i Danmark, som i andre lande, kan beslutte og gennemføre særlige undersøgelser af en mulig skandale, så såre flertallets vognborg er på plads.

Exit sandheden. Og den rådvilde presse.

Politiken, 10. januar 2010:

Y for ydmygelse

HAR DU X FACTOR? spørger DR. Og indleder det første ' X Factor'-show i den nye runde ( 1.1.10) med en lang, udpenslende sekvens, hvor en stammende nervøs dreng er besvimelsen nær.

Stemningen er pinagtig, dommerne tydeligvis i vildrede, men vi bliver i arenaen sammen med kameraet, lige til knægtens sidste fortvivlede forsøg.

Det er muligt, de tre dommere af et ærligt hjerte er på udkig efter ' X Factor' - talent - men det er lige så tydeligt, at DR-producerne jagter noget helt andet og mere dramatisk: deltagernes ' Y Factor'.

Y for ydmygelse. Det er i stjernedrømmens bratte sammenbrud, DR ser den helt store seertække denne aften. Deltagerne må gerne krakelere for åbent kamera, og nedturene serveres som topdramatisk underholdning, med nærbilleder, krydsklipning, slowmotion og violinmusik.

»Hvem er det, der har sagt, du synger godt?«, spørger dommer Pernille en helt ung pige.

»Hele min familie og mine venner, og «. Hun er rystende nervøs. Så synger hun. Dommerne stirrer opgivende på hinanden.

»Man får lyst til at sige, at du skulle have nogle nye venner og en ny familie«, bemærker dommer Remee, så opdager han hårdheden i udsagnet - men for sent - og mumler: »Men de er sgu' sikkert meget rare at ha'«. Her bøjer dommer Soulshock hovedet mod bordkanten og udstøder tre-fi-re højlydte latterfnis.

MINUTTET EFTER ser man pigen grædende omfavne sin lillebror uden for studiet: »De sagde, at jeg ikke kunne synge - og at jeg sku ha' en ny familie og nye venner «. Netop her startes DR's sørgmodige underlægningsmusik. Indenfor i studiet siger Pernille: »Det er jo synd, fordi hun kommer herind og får en pissehård oplevelse, ikke«. En dommer med følelser.

»Men de vælger det jo selv«, siger Remee.

Her lader DR omhyggeligt dommerholdet formulere programmets centrale selvfrikendelse.

Med den morale stampet fast kan tv-producerne gøre præcis, hvad de vil. Deltagerne ved jo, hvad de går ind til.

Men det er her, kæden hopper af. Når pigen fredag aften genoplever sin egen ydmygelse på skærmen, samtidig med 1,7 millioner danskere, er virkeligheden fuldstændig formet og koreograferet og redigeret benhårdt ned til det, der skal trække seerne: Nederlag, sammenbrud, fiasko. Derfor er både Remees brutale smutter og Soulshocks hånlige latterfnis også klippet med.

I DET VIRKELIGE møde har dommerne muligvis trøstet og forklaret meget mere - men det er de hårde billeder og skudsmål, DR 1 skal bruge. Pigen skal ydmyges så effektivt, at seerne kan føle hendes nederlag direkte i mellemgulvet.

Derfor er dommernes bemærkning om, at deltagerne udmærket ved, hvad de gør, fuldstændig forkert. Dommerne aner ikke, hvordan hun oplever det foran tv den aften. Meget få har begreb om, hvor hårdt en råt klippet tv-sekvens, sendt ud til hele Danmark, kan slå, og dommerne tager ikke ansvar for det. De leverer de voldsomme skudsmål, vel vidende at DR kan og vil bruge det til programmets Y Factor.

Hvis tv-damphammeren rammer et uforvarende skrøbeligt sind med den kraft, man så forleden, kan det ende virkelig grimt. DR leger med risikoen, og stjernerne i dommerstolene har kollektivt valgt at lukke øjnene.

Politiken, 24. maj 2009:

Avisens fremtid

Grådighed og skematænkning æder avisbranchen op - det går ud over ildsjælenes engagement. mediekritik

NORMALT SKULLE jeg på dette sted have skrevet en aktuel kommentar om ugens gang i de danske medier, der - som jeg har haft aftale om i årevis - fokuserede på en særlig aktuel og vigtig sag i tv, radio eller aviser.

Men i denne uge - op til Kristi himmelfartsdag - bad avisen mig om at aflevere mine 500 ord (og for Guds skyld ikke en stavelse mere eller mindre - for så passer længden ikke kant til kant i den foruddesignede layoutboks!) allerede onsdag - og da helst allerede ved middagstid.

Det levnede mig jo to dage af uge 21 til at finde en passende, aktuel begivenhed med særlig mediefokus - og så var det, jeg opgav. Eller næsten opgav. For jeg ville jo nødigt være skyld i, at layouteren på dette sted i klummen - 128 ord - sad tilbage med uanede mængder tomt spalterum, som det ikke for en moderne avis er muligt at udfylde - spontant - hvis det falder uden for den omhyggeligt planlagte længde i sektionsmanualen.

JEG HAR derfor, autonomt, besluttet, at jeg - for første gang nogensinde - denne søndag omdanner den aktuelle medieklumme til en generel kommentar. Det skal til gengæld handle om aviser.

Og jeg skal nok ramme 500 ord.

Jeg ville strengt taget gerne have skrevet om irakerne i Brorsons Kirke, men jeg ved jo, at hver gang, man strejfer sådanne livsvigtige områder - hvor medierne er totalobjektive, uanset folks ulykke - så bliver man allerede mandag morgen beskyldt af sine kolleger for at være en hængerøv - frelst - bundhamrende hellig og værst af alt kedelig.

Karrieremæssigt komplet uambitiøs.

Så det bliver altså avisernes tilstand i stedet for.

Og den har jo også stor avisinteresse i denne tid, fordi de er ved at gå ned med flaget, alle til hobe.

Det er her, jeg kommer til at tænke på avischefernes voldsomme engagement i at få fri - så tidligt på ugen som muligt, op til Kristi himmelfartsdag - hvilket nødvendiggør, at avisen skal ' lægges i seng' mange dage før sengetid.

Jeg ved jo, hvordan både Politiken og alle andre aviser barberer budgetterne - undtagen på ét punkt - de gamle fastansatte journalisters og redaktørers tårnhøje lønninger. De får fortsat lov til at stride sig vej mod tinderne, alt imens enhver freelancer, løst tilknyttet fotograf eller webdesigner presses til hurtigere antrit, dårligere kvalitet og elendige honorarer.

Det gælder helt ned til avisbudene - selve udbringningens livsnerve - hvor man betaler så dårligt, at ingen mere kan få avisen, hvilket gør, at flere og flere dropper abonnementerne.

POINTEN ER - her hvor min kommentar nærmer sig 415 ord - at avischeferne skriger om katastrofe i branchen, mens de selv klamrer sig til deres egne goder og designer arbejdsprocesser og gittersystemer derefter - og dermed klemmer den sidste rest af engagement ud af lortet.

Nils Ufer sagde det allerede for mange år siden i ' Den nøgne journalist': »Avisbranchens største modstander er dens kernemedarbejderes egen grådighed«. Det sagde jeg for resten også selv allerede dengang - men det er der heldigvis ikke plads til at citere her - nu hvor jeg nærmer mig 495 ord. Man kan bare ønske ' knæk og bræk'.

500, pyha.

Politiken, 17. august 2008:

Bare bryster og fede lig

At studere dagbladenes kamp for overlevelse i den store aviskrig er en sælsom surrealistisk oplevelse. B.T. satsede i denne uge på kampen mod 'farlige deller', mens Ekstra Bladet i øjeblikket forsøger at bremse sin styrtdykkende oplagsspiral med en storstilet relancering af Side 9-pigen. Bare bryster er altså den gamle oprørsavis' bedste bud på overlevelse - i 2008 - det siger noget om tilstanden i de kriseramte avishuse.

Berlingske viste dog agurketids-initiativ med sin afdækning af udlændingemyndighedernes langvarige vildledning af 'kunderne' - men strengt taget burde en nærværende, engageret dagspresse have spottet det bedrag for flere år siden, og hele forløbet er derfor i virkeligheden en pinlig udstilling af redaktionernes mangel på regeringskritisk opmærksomhed.

I stedet fik regeringen lov til at beklage sig spalte op og spalte ned over manglen på arbejdskraft - og man sad en stund og ventede på, at nogen måske ville kombinere de to ting for lissom at udstille paradokset: Først kyler politikerne (med alle midler) hele regimenter af arbejdsduelige borgere til Bloksbjerg - og bagefter sidder de og jamrer over, at der mangler arbejdsduelige borgere ude på arbejdspladserne ...

Men nej. Det falder ikke stressede nyhedsjægere ind.

Men OL i Kina måtte da ligge til venstre- eller højrebenet (alt efter behag) og udløse noget kritisk, måske endda afslørende journalistik, eftersom alle medierne på forhånd syntes enige om at dække legene - men også bide regimet i haserne.

En optælling af de to formiddagsaviser samt Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken efterlader imidlertid et helt andet facit: Ud af hundredvis af Kina-artikler fandt jeg fra lørdag (9.8.) til torsdag (14.8.) kun 10 med en kritisk vinkel, og de 6 skyldtes Ekstra Blads-serien 'Bagsiden af medaljen', der hver dag kører en lille tospalter bagerst i avisen med afskrift af gammel Amnesty-dokumentation.

På nær en enkelt forsideartikel (JP 10.8.) var alle artiklerne placeret særdeles diskret, langt tilbage i avisen. De fire egentlige artikler fyldte 335 linjer tilsammen, hvilket svarer til tre Politiken-spalter. Det er en virkelig forbløffende ringe score under et OL i verdens største diktatur!

Man kan nemt få den tanke, at de danske chefredaktører i stilhed efterkommer statsministerens råd om at 'dæmpe kritikken under OL' (JP 8.8.). Ingen aviser tog i den forbindelse notits af, at politikere, der kræver betingelsesløs nultolerance over for selv den mindste hjernedøde, autonome graffitirod, fuldhjertet anbefaler humanitær time-out til undertrykkelse i globalt format. Ikke én avis forsøgte sig med en eneste dybdeborende, afslørende, provokerende - eller bare skæv - idé. I avisdødens skygge siger det noget om, hvor stramt og stilrent jakkesættene sidder i redaktionsrummene. Ingen skiller sig ud.

I stedet udkom metroXpress (11.8.) med sindbilledet på dansk avis-idéudvikling: En sjællandsk sognepræst havde i en klumme på avisens side 8 skrevet, at danskerne snart var så fede, at de måtte bisættes i kingsize-kister, som ikke kunne passere de smalle døre i middelalderkirkerne - hvilket sørme ku' blive et stort problem. Dette vås - som i øvrigt var helt uden dokumentation - omdannede nyhedsredaktøren til et bragende forsidedrøn under overskriften: 'Fedes problemer fortsætter efter døden'. Her blev den sjællandske vrøvleprofeti blæst op til et nationalt problem - og derefter refereret af en hale af danske nyhedsmedier!

Dét er den stil, de døende aviser tilstræber: Historier, der er så skelettynde, at man kan høre dem rasle allerede i brevsprækken. De prioriteres, fordi moderne avisredaktører virkelig tror, de repræsenterer læsernes inderste længsler - bare bryster og fede lig ...

Avisdøden er os alle vis.

Politiken, 30. januar 2008:

Skidtføljeton

Af ErikValeur

Der var engang en tænksom redaktør på et formiddagsblad, der næsten opgivende sagde til mig: Hver morgen sidder jeg og blader min avis igennem i håb om at finde den historie, der legitimerer al lortet ...

Det var en stilfærdig erkendelse af, at han faktisk var klogere end det blad, han selv sad og skruede sammen hver eneste nat. Men en eller anden mekanisme drev stoffet ind i langt mere stupide baner, end hans hoved (og hjerte) egentlig var med på.

Jeg har ofte tænkt på den sandhed. Privat og uden for redaktionerne er mange journalister langt mere nysgerrige og nuancerede, end det fremgår af de produkter, de dagligt sender ud til danskerne. På mange redaktioner omdannes refleksioner og tænksomhed som ved et Dolph-kølleslag til endimensionelle, højtråbende vinkler, næsten som om vi journalister - når vi færdes i flok - pludselig anser danskerne for at være helt uimodtagelige for alt andet end letforståelige firkanter.

Nu f.eks. ugens historie om skidtbunkerne på de danske hospitaler, der blev lanceret som en sag af stor vigtighed for nationen. Flere redaktioner brystede sig ligefrem af at have været opmærksomme på skidtet i årevis: B.T. havde omtalt problemerne i 2005 og 2007, og TV 2 havde bragt kritiske indslag i både 2002, 2004 og 2005.

Nuvel, tænkte man: Eftersom al denne behjertede kritik altså havde været total virkningsløs, måtte en eller anden journalist vel begynde at gøre sig tanker om, hvad der egentlig sker på sygehusene? Er de danske hospitaler bare ledet af skidtfetichister - eller findes der mere nuancerede forklaringer?

Hvis nogen stillede dette enkle spørgsmål, hørte vi det aldrig. Medierne brugte al deres redaktionelle energi på dramatisk fremvisning af monsterstore nullermænd og letfattelig korsfæstelse af de nærmest mulige skurke: 'Rengøringsfolk sjusker', 'Rengøringskontrol svigter', 'ISS fusker'.

Disse skurkegerninger fremstod alene som tykhovedet kynisme, eftersom der ikke blev givet nogen som helst uddybende forklaring på de onde handlinger.

Et enkelt sted - hos B.T.s lederskribent (25.11.) - dukkede der dog en tanke op: »Det er vanskeligt at undgå mistanken om, at landets sygehusledelser og politikere har skåret budgetterne for meget til de senere år«. Men denne refleksion blev aldrig brugt journalistisk.

DR-programmet 'Testen' nævnte hastværk hos rengøringsassistenterne, men droppede al yderligere uddybning. TV-avisen lod sundhedsministeren surfe på den nationale forargelse og finde svineriet »stærkt utilfredsstillende« efter recepten: 10 sekunders minister-skældud, så er den historie i kassen!

Uden for redaktions-universet tror jeg, samtlige reportere ville have mestret en langt mere nuanceret tankerække: Kunne det mon tænkes, at rengøringspersonalets hastværk skyldes, at deres chefer har indgået alt for pressede kontrakter, der måske er for pressede, fordi sygehusledelserne udliciterer til laveste bud, hvilket måske bunder i voldsomme sparebestræbelser...?

Hvilket ville have gjort den forargede minister selv til centrum for historien. Men nej. Nullermændene blev stoppet ind i én eneste letfattelig firkant. Den indeholdt kun skidt, chok og forargelse. Ikke noget som helst, der legitimerede - eller forklarede - al lortet. Og befolkningen er dermed sikret endnu et uundgåeligt afsnit af mediernes skidtføljeton - til næste år.

Jyllands-Posten, 13. november 2007:

Massakren på det sidste løfte

Af ERIK VALEUR, Jyllands-Postens valgobservatør, journalist og dobbelt Cavlingpris-vinder 

Har man fulgt aviser, radio og tv i de forløbne tre uger, kan man roligt fastslå, at journalisterne og kommentatorerne samlet set var særdeles venlige ved politikerne. Pressen strøg stort set de folkevalgte med hårene. Nærmest uanset, hvad der opstod af forunderlige hændelser. Og der opstod faktisk en del

De tre eneste splinter i valghyggen - sådan for alvor - var nogle udfald mod Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid og de to tilsviningshistorier om henholdsvis Naser Khader og Henrik Sass Larsen i SE og HØR og Ekstra Bladet. Men de drev hurtigt over.

Omvendt var høfligheden enorm på områder, hvor pressen kunne have udfordret samtlige 9 partier - og burde have gjort det. På udlændingeområdet sejlede partilederne som sædvanlig afsted på bølger af uvidenhed om, hvordan mennesker rent faktisk opnår asyl i Danmark - nemlig ved et uafhængigt flygtningenævn - og hvordan udvisningsreglerne fungerer - nemlig sådan, at stort set alle ryger ud igen.

Her fornemmede man, at pressefolkene efter tidligere valgkampes blodige slag om 'de fremmede' foretrak at holde en pæn (uvidende) tone. Måske var det igen børnene - for dem forsvarer vi jo alle, uanset partifarve - der gjorde udslaget.

I mål før de andre

Men der var et langt tydeligere område, som kom til at ligge næsten brak i al høfligheden.

Det var alle de omgjorte løfter, de forladte bastioner og de kuldsejlede principper, politikerne efterlod i en besynderlig massakre, der aldrig tidligere er set.. Denne valgkamp var simpelt hen alle politiske visioners endestation.

Langt skrappere pressekorps - som er set i lande som England og USA - ville nådesløst have boret kløerne ned i alle de valgløfter- og holdninger, som partierne dag for dag igennem de 22 valgdøgn nedslagtede og slog ihjel i deres bestræbelse på at vinde magten.

Gang på gang afmeldte partierne alt det smukke, de tidligere måtte have stået for - og blodbadet foregik både til højre og til venstre og på midten. Det kulminerede måske, da Kristendemokraternes formand i næstsidste valgduel undskyldte sit eget partis navn - og derefter rakte hånden frem efter de 30 sølvdaler, der kunne veksles til fire pladser i Folketinget.

Men eksemplerne strømmede ind:

Man har et standpunkt - til i morgen

Venstre smed kommunal-skattestoppet. Enhedslisten droppede ateismen. Regeringen fik pludselig lyst til at hjælpe asylsøgere. Pia Kjærsgaard mumlede noget hjælpsomt om flygtningebørn. De konservative droppede skattelettelserne. De radikale droppede modstanden mod 24 års-reglen. SF gjorde ligeså. Socialdemokraterne opgav at genåbne trepartsforhandlingerne. Kristendemokraterne spolede modstanden mod fri abort. SF fredede boligskatten. VK gav kommunerne absolution for deres skattestigninger. Ingen ville længere tages til indtægt for en holdning til EU-afstemning. Venstre ville have lægeordineret heroin. Fogh gik til kamp mod klimaskabte miljøproblemer. Osv. Det ville ingen ende tage.

Jens Otto Krags berømte ord: Man har et standpunkt, til man ta'r et nyt, fik sig en helt moderne tilføjelse: Og det gør jeg allerede i morgen ?

De politiske 'kovendinger'

I tv-valgkampen blev disse løse holdnings- og partiskift kaldt 'politiske kovendinger' - og det begreb jokede flere studieværter efterhånden så lystigt med, at man i en udsendelse endda filmede en ko som illustration af fænomenet - hvorefter vi alle sammen lo.

Valgreporterne frafaldt dermed det helt nærliggende: At gøre netop denne principløshed til valgets store omdrejningspunkt: Hvad er det dog, der sker?

Hvad kommer det til at betyde for os som danskere, at intet står til troende? Overværer vi endegyldigt det politiske livs tivolisering - og i så fald hvorfor?

Umiddelbart har det med drømmen om magt at gøre. Det forstår vi. Men måske har det også noget med medierne selv at gøre. Og måske var det derfor, alle journalisterne og kommentatorerne veg tilbage for en egentlig konfrontation med problemet - og med blot et par enkelte løftede øjenbryn lod den store løfte- og principmassakre spille til ende.

Jyllands-Posten, 8. november.2007:

Ingenting indeni!

JEG SÅ DEN SIDSTE tv-duel mellem Thorning og Fogh med en niårig dreng, der valgte storpolitik frem for aftenlæsning. Jeg tænkte, det var en passende debut.

To minutter inde i debatten udbrød den niårige, mens Fogh sad stift smilende i nærbillede: »Jeg tror, han synes, hun er lækker ...!« (Det kommenterede jeg ikke.)

Fem minutter senere registrerede min lille iagttager noget andet: »Øjjj, han får bare skældud ...!«

Tre minutter senere lyder dommen: »Når hun er så sur, så tror jeg hellere, jeg vil stemme på ham!«

Og ét minut efter - da studievært Reimer Bo er i billedet: »Jeg tror altså, manden er træt af, at de skændes ...!«

Men alligevel - da Fogh returnerer et angreb på velfærdsområdet med et »det er altså ikke bleer, vi snakker om!« - kvitterer drengen med et henrykt fnis: »Den var god! Bleer!«

Og rigtig jubel kommer der fra den debuterende tilskuer til rigets fineste politiske debat, da landets statsminister sammenfatter første del af kontroversen med et vrissent: »Det, du gør Helle, det er bare at kritisere!«

Man kan høre lettelsen i barnets jubel: Jep! Det er sådan, det føles!

Herefter mister han dog interessen: »Kan du slikke dig selv på albuen?« spørger han. Jeg nægter at tro, det har noget med valgslaget at gøre.*

Først bagefter forstår jeg nærværet i denne ungdommelige reaktion.

Drengen forholdt sig præcist til de signaler, der blev udsendt, og de lå på et plan, hvor selv en niårig debutant gladeligt kunne følge med. De to gladiatorer var koreograferet ned til mindste detalje. Tænk, med hvilken omhu rådgivere og spindoktorer i dagevis har instrueret dem, kommanderet hver eneste rynke ind i dens rette fold, trænet glimtet i øje osv. osv. Alt med henblik på tv.

Ja, og hvad så - vil valgets senioriagttagere sige - selvfølgelig skal moderne politik(ere) designes!

Jo. Men den afsluttende statsmandsduel 2007 afslørede noget uhyre foruroligende, som jeg ikke tror, vi endnu har fattet, selv om vi kan takke medier som DR, TV 2, Politiken, Jyllands-Posten, Orientering og Nyhedsavisen for et kildevæld af afslørende faktatjek på dét, de to vrisne kombattanter rent faktisk sagde den aften.

De sejlede jo rundt på bl.a. bolig- og hospitalsområdet. Fejl på fejl på fejl. Thorning havde ikke medbragt så meget som ét eksempel på sin hospitalsoverbelægning, mens Fogh (oh skræk!) øjensynligt ikke anede dens eksistens i nævneværdigt omfang.*

Da er det, jeg tænker - og det fortæller jeg ikke til knægten (han sover nu) - at de bruger al deres forberedelse på alle de ydre tegn og falbelader.

Og glemmer at tjekke det, der skulle være indeni.

Erik Valeur er journalist og mediekommentator.

Jyllands-Posten, 5. november.2007:

En krigerisk historie i JP Søndag

Af ERIK VALEUR , journalist og dobbelt Cavlingpris-vinder 

Søndag udkom Jyllands-Posten med en syvspaltet forsidehistorie under overskriften 'Palæstinensisk terrorgruppe advarer DF'. I artiklen blev det slået fast, at den palæstinensiske terrorgruppe al-Aqsa Martyrernes Brigader advarer mod Dansk Folkepartis brug af en tegning af Muhammed i valgkampen:

"Dette parti handler med den danske befolknings blod. Det er farligt," udtaler en talsmand for gruppen til Jyllands-Postens korrespondent - idet manden ifølge avisen "selv bringer emnet op under et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten i Gaza".

"Jeg har en besked til det danske folk om, at det er det samme som at dolke os i hjertet," siger talsmanden.

"Det er meget fornærmende, og det er ikke acceptabelt."

Umiddelbart efter udtaler partiformand Pia Kjærsgaard (DF): "Det er bindegalt, og vi vil under ingen omstændigheder bøje os for en terrororganisation."

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) siger: "Vi vil ikke på nogen måde bøje af over for den slags pres og trusler udefra."

Og udenrigsminister Per Stig Møller (K) fastslår, at en terrororganisation "ikke skal have lov til at diktere det politiske liv i Danmark."

De mystiske omstændigheder

Historien citeres samme dag (4.11) i enkelte netmedier og ganske kort på Ritzau og TV 2's hjemmesider - og går så død. Stendød. Det er mildt sagt, som om der er et skisma mellem den stort opslåede og nærmest national-alarmerende søndagshistorie, der ellers falder midt i en valgkamp og omfatter hele VKO-toppen - og historiens effekt på omverdenen.

Avisen har vurderet truslen fra den pågældende talsmand i det fjerne Gaza - der angiveligt bærer navnet Khaled al-Jabbari - for afgørende vigtig, mens alle andre medier vurderer modsat.

Næste dag (5.11.) følger Jyllands-Posten end ikke selv op på sin historie i avisen - og man får en tanke - for i valgkampe er det set før: Medier og politikere forsøger med dramatiske historier på trussels- og udlændingeområdet at sætte en ny valg-dagsorden.

For hvad havde de egentlig forventet - forsideredaktørerne og toppolitikerne? Hvor forbløffet og bestyrtet er det muligt at blive, når en organisation, som avisen selv beskriver som "kendt for selvmordsangreb, kidnapninger og raketangreb", får mulighed for at give sit besyv med om danske Muhammed-tegninger? I den sammenhæng kunne blødsødne vendinger som "fornærmende og "ikke acceptabelt" vel nærmest opfattes som et forsøg på dialog ? Historiens skræmme-vinkel er så at sige automatisk indbygget i selve kontakten.

Og det er det andet problem: Vi aner ikke, hvornår, hvordan og hvorfor kontakten blev etableret?

Smæk for valg-skillingen

Avisen skriver som sagt, at terrororganisationen "selv bringer emnet op under et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten i Gaza". Herefter leder man forgæves efter dette interview, der jo må have handlet om noget andet - som udgangspunkt. Men en nærmere - og ellers tiltrængt - forståelse af interviewets konditioner, oprindelige emne og omstændigheder gives ikke.

Den dramatiske trussel farer nærmest ud af det tomme intet og lander derefter som forsidebasker. Måske er det denne mystifikation, der får de øvrige medier til forsigtigt at vige tilbage for videre dækning af historien?

Når Jyllands-Posten heller ikke selv følger historien op, får man den tanke, at avisen ved nærmere eftertanke er på samme linje. Terrortruslen er nok ikke så umiddelbart overhængende som den dramatiske søndags-forside indikerede. Man finder heller ingen ledende artikel om den dramatiske situation, selv om den nok kunne have erstattet den ene mandags-leder om den "musikalske krise" i Radiosymfoniorkestret.

Nu er der den sidste mulighed, at avisen søndag simpelt hen manglede en stort opslået forsidebasker - for salgets skyld - og valgte denne, og derefter måtte tage til takke med, at den eneste lykkelige nok var DF-lederen, der langt om længe fik smæk for valgskillingen med sin Muhammed-plakat.

Hvis det er tilfældet, må det være tilladt at minde om tidligere valgkampe, hvor de mest krigeriske valgkaniner har overtaget og udraderet den sidste rest af medieoverblik.

Jyllands-Posten, 5. november 2007:

JP svarer: For let at være medie-kommentator

Af JØRN MIKKELSEN Chefredaktør, Jyllands-Posten

 

Bæretonen i Erik Valeurs kritik af søndagshistorien om Al Aqsa-talsmandens trusler er, at Jyllands-Posten ikke fulgte op på historien i mandagsavisen. Det i sig selv antyder, at der er noget galt, synes ræsonnementet at være.

Intet kan være mere forkert.

Der var simpelt hen ikke det vilde at følge op på. Allerede søndag var vi hele vejen rundt: PET, statsministeren, udenrigsministeren, lederen af Dansk Folkeparti (hvem truslerne er rettet imod) udtalte sig fyldigt. Hvem savner Valeur i dette orkester af relevante stemmer, som altså tager truslerne dybt alvorligt ( - åbenbart i modsætning til Valeur)? Kunne man ikke netop have kritiseret os for at ville vride en historie videre, end den måske kan bære, hvis vi med alle midler ville sørge for en opfølgning?

For let at kritisere

Valeur savner detaljer om interviewets form og tilblivelse. Men igen - hvor let er det ikke at være mediekommentator? Valeur anfører, at talsmanden for Al Aqsa "angiveligt" hedder Khaled al-Jabbari. Det hedder han skam. Men "angiveligt" er jo altid taknemmeligt, når man ikke har noget mere håndfast at gribe i.

Udtalelserne faldt under et større interview, som vores Mellemøsten-korrespondent havde med ham sidst på ugen på hans kontor i Gaza By om situationen generelt i Mellemøsten. Disse omstændigheder kunne vi da godt have uddybet - men havde det relativeret truslerne?

Og nej - vi stod ikke og manglede "en stort opslået forsidebasker". Sådan laver man faktisk ikke avis nu om dage, kære Erik Valeur . Denne historie fortrængte en anden planlagt i god ro og orden allerede ved 16-tiden lørdag - netop fordi den var og er vigtig.

Politiken, 15. april.2007:

Citater, som regeringen vil glemme

Af ErikValeur

Pressens hukommelse er kort – af og til kun nogle dage – og fire år er ufattelig lang tid.

Så længe er det siden, vi sammen med andre fremskudte nationer væltede Saddam Husseins statue i Bagdad og erklærede krigen i Irak vundet.

Nu skulle vi bare ud i ørkensandet og støve nogle masseødelæggelsesvåben op, så var også krigens begrundelse vundet – den, som havde fristet en befolkning, der næppe ville have troet på en krig ved verdens ende for at vælte en fjern diktator.

Men de sivede ud mellem tæerne, masseødelæggelsesvåbnene – og ud mellem nye emner – og nu er de også sivet ud af hukommelsen.

Mens 4-ÅRS dagen nærmede sig, så jeg flere gange Venstres politiske ordfører, Lund Poulsen, slå det kristne kors for sig og fastslå: Vi begrundede aldrig krigen med masseødelæggelsesvåben – men vi fik væltet en ækel diktator. Hver gang tænkte jeg: Nu må en eller anden genvinde hukommelsen, eller i det mindste dokumentationen, og få ham til at klappe i.

Senest lød det uimodsagt i Jyllands-Posten (11.4.): »Baggrunden for den danske beslutning var, at Saddam Hussein ikke have efterlevet FN’s resolutioner i mere end 10 år om fri og uhindret adgang for våbeninspektørerne«. Punktum.

Jeg er KLAR over, at krigsmagerne lige inden krigsstarten fornemmede kviksandet forude – og derfor formulerede den sidste krigsretorik så snedigt, at andre nuancer end masseødelæggelsesvåben fik lov at titte frem – men inden da, dengang folket skulle lokkes, var det ren masseødelæggelse.

Det interessante er, at superstrategiske Søren Espersen (DF) i DR 2’s Irak-gallashow forleden trak sig fra løgnen og ligeud sagde, at man var blevet snøret. Da Ekstra Bladets enlige insisterende reporter bagefter ville fange udenrigsminister Per Stig Møller ved udgangen, flygtede krigsgeneralen med bemærkningen: »Du bliver ved! Det var ikke det, vi anførte som beslutningsgrundlag«.

Dér var den igen. Må det være tilladt at bruge resten af pladsen på brudstykker af erindringen:

»Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem. Det kan verden ikke være ligeglad med« (Anders Fogh, Jyllands-Posten, 7.9.02).

»Vi kan ikke passivt se på, at Saddam Hussein opbygger sin kapacitet med masseødelæggelsesvåben. Vi er nødt til at reagere« (Fogh, Ritzau, 12.9.02).

»Europa og USA må trække på samme hammel i bestræbelserne på at forhindre, at tyranniske og uansvarlige regimer kommer til at råde over masseødelæggelsesvåben« (Fogh, Folketinget, 1.10.02).

»Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og missiler« (Fogh, Folketinget, 14.11.02).

»Derfor er det vigtigere at gøre det helt tydeligt og klart over for Saddam Hussein, at hvis han får krigen, så bliver det nu – og så er det hans egen skyld. At udsætte det kan betyde, at han har fået atomvåben« (Per Stig Møller, Folketinget, 14.11.02).

»Jamen det truer jo verdensfreden på kortere eller længere sigt, hvis man lader folk lave disse våben, have al den nervegas, have al den giftgas, have alle de kemiske bomber, have alle de bakteriologiske våben« (Møller, DR Tema, 26.2.03)

»Det er nødvendigt, at nogen reagerer. Det, der er meningen med det her, er at få Saddam afvæbnet og befriet Irak« (Fogh, TV 2, 18.3.03).

»Jamen, jeg vil godt understrege, at når Danmark er med, så er det, fordi det er afvæbning af masseødelæggelsesvåben (… ) det er det, der er vores formål« (Møller, Horisont Ekstra, 27.3.03).

Og 10 tørre uger senere – da koalitionen stod med tæerne krummede i ørkensandet og spejdede efter årsagen – sagde Møller til Dagbladet Information (7.6.03):

»Det er muligt, at han ikke havde dem. Men det er ikke politisk særlig interessant. Det interessante er, om omgivelserne troede, at han havde dem«.

Jyllands-Posten, 4. februar 2007:

DR i orkanens øje

En forventet regeringsstorm skiftede kurs og ramte DR Byen med fuld kraft.

DR-filmen ”Den hemmelige krig” udløste nye voldsomme bataljer i ugens løb.

Igen og igen blev der skudt mod udsendelsens vitale dele, mens DR atter og atter svarede tilbage: Der er intet at komme efter.

Blev afghanske fanger udleveret to, tre, fem eller seks gange til de amerikanske styrker – well, nogle glemte at tælle det i den overophedede situation.

Foregik der mishandling – tjah, der blev diskuteret ord-udeladelser og flag på ærmerne i stedet for.

DR’s egen ombudsmand opfordrer folk til at se filmen igen – men det vil næppe gøre den almindelige fjernseer meget klogere. Den er kompliceret bygget op med en ofte svært gennemskuelig billeddækning, uden præcise tids- og stedsangivelser, ligesom nogle sammenhængende punkter er anbragt med stor afstand i svære set-ups – f.eks. den scene, hvor en jægerkorpschef får at vide, at han modsiger sin egen minister og bliver åbenlyst forvirret.

En afdækkende analyse ville kræve, at mindst 30 billed- og interviewsekvenser blev nærmere specificeret. Når næsten alle scener fra lejre, med fanger, politiske udtalelser i USA og Danmark optræder i én og samme tidsramme, kommer de samlet set til at udgøre en ”statisk nutid”, hvor alt forekommer lige kendt, overalt, hele tiden.

Men i terrorkrigen og i de dage i Afghanistan udviklede både den praktiske og politiske virkelighed sig konstant, og så er det ikke nødvendigvis ligegyldigt, hvornår én hændelse indtræffer i forhold til en anden – eller hvornår en politisk udtalelse præcis falder.

Orienteringsproblemet rammer også forståelsen af de hjemlige interviews, der synes optaget over en længere periode. Flere gange mangler logiske spørgsmål, som om tilrettelæggerne ikke besad den nødvendige viden på interviewtidspunktet – men først fik den senere.

Alt tyder på , at filmens skabere var overbevist om, at vidneudsagn fra en gruppe afghanere om mishandling, suppleret med amerikansk bekræftelse af jævnlige danske fangeoverleveringer, var nok til at rejse og gennemføre en regeringsstorm. Det gik anderledes. Nu diskuterer man i stedet detaljer, der ligger fem år tilbage i tiden og savner nærværende, aktuelle, danske kilder.

Det besynderlige er, at hverken jægerkorps-chefen eller de anonyme soldater i filmen stilles spørgsmål om antallet af fangeoverleveringer – f.eks.: En amerikansk kilde siger fem-seks gange, er det sandt? Ligesom regeringen ej heller i dag på sin side fremlægger nogen form for identificerbar dokumentation for, at antallet kun skulle være to.

Beslutningen om at zoome ind på en fem år gammel hændelse, afspejler den tidstypiske tv-dokumentarstil: Der skal for himlens skyld være en ”case”, en særligt spektakulær, chokfremkaldende historie. Det mærkelige er, at filmen ikke bare blev lavet generelt – og omhandlede den indlysende, store historie, der ligger lige for – at Danmark i dag samarbejder ufortrødent videre i koalitionen, selv om vi nu har hørt langt, langt værre historier.

Men måske ville en sådan generel problematisering have udløst et langt heftigere angreb på DR for subjektivitet: Typisk DR-vinkling! Hvorimod et afsæt i en konkret, bevisbar episode øjeblikkeligt ville berøve regeringen dens modangrebsmulighed – dersom manøvren altså var lykkedes.

I det øjeblikkelige slagsmål overses ret stærke indicier for en konkret mishandlings-episode – og et forsvundet ”fangeregister”. Hvor svært kan det være at indhente en serie grundige, gerne anonymiserede vidneudsagn fra 100 specialtropper, der formentlig alle sammen går spillevende rundt i Danmark netop nu – og alle sammen kender sandheden: Hvor mange fanger afleverede I? Drøftede I de amerikanske metoder? Danske elitekorps har ikke tradition for total lukkethed på hjemlig jord. Og har regeringen en perfekt sag, er den jo helt i vinkel – kaput DR, exit Guldbrandsen, goodbye til de DR 2-redaktører, der muligvis missede redigeringen.

Pressen burde stille så simpelt et krav om undersøgelse – i stedet for at labbe alt, hvad der kommer fra en regering, i sig.

Erik Valeur har to gange fået dansk journalistiks fornemste pris, Cavling-prisen.

Politiken, 21. januar.2007:

Skydefin vinkel!

En overfaldsplaget urmager skød tre røvere.

Onsdag aften (17.1.) satte både TV 2 og DR 1 fuld tryk på vinklen om mandens helt forståelige nødværge. Og fokus blev sat så hårdt, at stort set alle andre mulige, kritiske vinkler – imod mandens handling – blev elimineret.

Hele aftenen bærer urmagerens smukke niece historien ind i stuerne – hun blev også truet – og så er der frit slag.

I TV A kl. 18.30 fastslår studieværten, at alle har ’stor sympati’ for ham. Flere handlende understreger: »Det er jo klart, at manden kan ikke blive ved med at lægge den samme kind til«. Efter en gennemgang af loven om nødværge ser vi en anden urmagerbutik, i ruiner efter røveri og truet af lukning. Studieværten konkluderer: »En forsikring koster op mod 100.000 om året, og måske kan man derfor godt forstå, at butiksejere gerne vil have lov at forsvare sig – det er der i hvert fald nogle af borgerne på vores hjemmeside, der kan«.

TV 2 kl. 19: Værten spørger en fhv. kriminalinspektør: »Nu er du så privilegeret, så du kan sige, hvad du vil – og allerførst: Hvor stor forståelse har du for det, urmageren gjorde?« Formuleringen lægger svaret helt ned i halsen på inspektøren: »Jamen, jeg kan da sagtens forstå, at den urmager, der har været udsat for trusler og andre voldsomme begivenheder gennem tiden (… ) i ophidselse har foretaget en nødværgehandling«, siger inspektøren og bruger to af lovens helt centrale begreber, hvis man skal frifindes: ’nødværge’ i forbindelse med ’ophidselse’.

Derpå tager han sine politimæssige forbehold: Skydevåben er jo ’en farlig sag’.

Så klippes der til urmagerens fynske landsby, hvor alle har ’stor forståelse’ for skydningen. »Et eller andet sted synes jeg, det er friskt«, siger en ældre dame foran et bindingsværkshus med mos på taget, mens en fredelig hane galer i baggrunden.

Tilbage til København og mere støtte fra de handlende – uden modspørgsmål.

TV A kl. 21: Flere handlende om urmageren: ’Dybt sympatisk’ – ’Stille og rolig’. Værten spørger en rådgiver ved den liberale tænketank Cepos: »Hvad siger du til, at denne her urmand nu selv sidder varetægtsfængslet?«

Betoningen af ordet selv hamrer igen svaret langt ned i halsen: »Det mener jeg ikke er rimeligt«. Så stilles der om til USA, hvor retten til selvforsvar med skydevåben hyldes uforbeholdent. Således inspireret anbefaler Cepos-manden en helt ny lov: Når man »ikke kan regne med politiets beskyttelse«, må man beskytte sig selv – »om det så er pistoler eller mindre farlige våben … « Ingen modspørgsmål.

TV 2 kl. 22: Mindst én røver er ramt i ryggen. Urmageren havde både pistol og haglgevær i butikken. Never mind. Klip til Rita Jørgensen, 86, der for nylig slog en bankrøver med en stok. »Når jeg kan reagere på den måde, hvordan skal han så reagere«, siger hun. Værten afslutter: »Rita Jørgensen har døjet med smerter i skulderen efter slaget, men hun har det i dag godt«.

’Urmager, der skød tre, har stadig ondt i rekylarmen.’

Det er tæt på fremtidens vinkling.

Der blev i de fire nyhedsudsendelser bragt 17 interviewklip. Alle 17 udtrykte forståelse for mandens handling. Kun politimanden meddelte samtidig bekymring.

Det er en frygtindgydende voldsom tv-vinkling på selvtægt som gylden løsning, og man fornemmer de midaldrende tv-mænds automatreaktion i Fogh-country: Vi vil ikke beskyldes for ’politisk korrekte’ holdninger – gi’ den hele armen!

Hovedet under armen. Ingen stillede bare fire indlysende spørgsmål: Hvordan har han skaffet sig så svær bevæbning – den fredelige mand? Hvor normalt er det, vel vidende, at våbnene temmelig sikkert skal bruges før eller siden? Hvor meget har en sådan planlægning overhovedet at gøre med akut nødværge? Hvor normalt er det lige at tømme våbnet mod flygtendes ryg og uden hensyn til mulige uskyldige?

Dertil kommer striben af glemte, principielle spørgsmål om menneskers adgang til dødeligt selvforsvar.