Udvalgte mediekommentarer 2005-2006: Triple A-sag, ministerspin, m.m.

I syv år var jeg fast tilknyttet som mediekommentator for Politiken og Jyllands-Posten. Her følger et lille udvalg fra årene 2005 og 2006 - om bl.a. minister-spin, Muhammed-sag, overvægt af magtfulde mandlige kilder, Triple A-sagen, valgkampen som kræmmermarked og pressens blodhunde.

Jyllands-Posten, 12. november 2007:

Ministrenes nul-kommunikation

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har lært sine ministre at ”strudse”.

Der findes én uhøflig person i dansk journalistik netop nu. Han er oppe at toppes med selveste statsministeren, og han er det, fordi han har nægtet at godtage over tre års afslag på et interview om Irak-krigen.

Ekstrablads-journalist Bo Elkjær er ramlet ind i danske ministres mest yndede barriere mod kritiske interviews – den, som i aviser, radio og tv næsten dagligt ses under betegnelsen ”ingen kommentarer”.

At ”strudse den” kalder et stadig større felt af irriterede pressefolk metoden, og blandt regeringens spindoktorer anses det – uden at man siger det højt – for et helt normalt redskab at lægge potentielt meget kritiske journalister på is.

Offentlighedsloven siger intet om interview-adgang. Ministerierne må bare ikke – på usaglig måde – forskelsbehandle journalisterne i sammenlignelige sager, som det hedder på jurasprog. Og netop her kom Statsministeriet forleden rigtig galt afsted i Bo Elkjær-sagen.

I første omgang havde ombudsmanden godtaget ministeriets forklaring på afvisningen af Elkjær: Alle blev behandlet ens, og faktisk havde statsministeren ikke givet Irak-interviews siden 2004. Men så sendte statsministeriets spindoktor Michael Ulveman et brev i en anden indledning til Danmarks Journalisthøjskole (14.8.), hvori han skrev, at statsministeren da beredvilligt stillede op til Irak-interviews, f.eks. i tre landsdækkende medier i maj 2006. Desuden havde ministeriet nogle ”minimuskrav” til interviewende journalister.

Ombudsmanden genoptog øjeblikkeligt sagen (31.10.).

Strudse-metoden tog for alvor fart under Nyrup-regeringen, hvor vi pressefolk protesterede, men egentlig opfattede det som forventelig betonsocialdemokratisk fagforsteningsstil at gå i flyverskjul over for kritik. Mere overraskende bekræfter selv en let søgning i artikelarkiverne, at den nye liberale åbenhedsregering i endnu højere grad går i dækning bag tavshedsmurene. Samme dag som disse ord skrives (9.11.) bringer Jyllands-Posten f.eks. tre gange besværgelsen ”ingen kommentarer” på ganske få nyhedssider (fra stats-, finans- og forsvarsministeren) – og dagen i forvejen (8.11.) var det andre tre (udenrigs-, transport- og miljøministeren).

Et blik på aviserne det sidste halve år dokumenterer en række områder, der ofte trækker ministersætningen ”ingen kommentarer”: Irak og Afghanistan, antiterrorlovene, udlændingesager, togproblemer, fødevarekoks, kommunalreform – samt en række tilfælde af intern Venstre-uro og problemer med Dansk Folkeparti. Dertil kommer stribevis af pinlige enkeltsager, hvor ministrene helt forsvinder.

Listen omfatter kun de tilfælde, hvor den manglende kommentar overhovedet nævnes, og medtager slet ikke de næsten daglige eksempler fra tv-nyhederne. Også andre metoder tages i brug: Ultrakorte e-mailsvar, tidsbegrænsning af interview, veto- og redigeringsret – eller ministeren er simpelt hen ”bortrejst”, helt uden for kontakt – hvilket forekommer sælsomt, når selv en 10-årig kan kommunikere hjem fra Tonga-øerne.

Man må selvfølgelig gi’ ministrene, at journalisterne myldrer overalt – men det kan også blive en dårlig undskyldning. Lidt polemisk sagt er det påfaldende, de altid er væk, når der er kritik i farvandet – og man fornemmer ofte en uærlighed, selv om de faktisk er folkevalgte til at stå distancen. Deres embede er så at sige vores.

Måske burde Fogh knæsætte nogle mere ærlige forklaringer på ”strudsning” af henvendelser: Jeg vil ikke rodes ind i en dårlig sag. Jeg frygter kritiske spørgsmål. Jeg kan ikke døje den journalist. Åbner jeg munden, bliver jeg nødt til at lyve. Jeg tror, mine udtalelser bliver forvansket. Jeg har ikke idé om, hvad jeg skal svare. Nu gider jeg bare ikke flere interviews i dag.

Og hvor er pressens egne protester? Ja, Anders Foghs tre spindoktorer i årene 1998-2006 sender i den netop udkomne bog ”Samtaler om spin” bolden direkte tilbage til journalisterne: De har ingen tradition for at holde fast (Henrik Qvortrup). Når de endelig står over for Fogh, spørger de fuldstændig ufarligt (Michael Kristiansen). De kan slet ikke fordybe sig, fordi de skal levere stof til alt for mange deadlines (Michael Ulveman).

Erik Valeur har vundet dansk journalistiks fornemste pris, Cavling-prisen, to gange.

Billedtekst:
Anders Fogh Rasmussen på talerstolen ved Folketingets åbning. Udenfor venter journalister på kommentarer. Foto: Jacob Ehrbahn 

Jyllands-Posten, 5. marts 2006:

Pressens fornemmelse for Muhammed

Sagen om profet-tegningerne har fået danske medier til at reagere vidt forskelligt. De tre store morgenaviser indtog hver sin position.

Det var en lørdag eftermiddag - og meldingerne om brandangrebet mod ambassaden i Damaskus var netop udsendt. Min 12-årige datter kom farende og råbte: Hvad er det, der sker - bli'r der krig?! Intet kunne trøste hende - troede jeg - indtil jeg kom - i tanke om, at DR sendte semifinaler fra EM i håndbold og greb min fjernkontrol.

Ganske rigtigt: Her spillede man fuldstændig uanfægtet videre, som om intet var hændt. Dér kan du se, sagde jeg triumferende - du kan nok forstå, at Danmarks Radio ville aldrig fortsætte med at sende håndbold, hvis Tredje Verdenskrig var lige op over.

Det beroligede hende komplet.

Selv var jeg ikke så sikker.

For ét er objektiv logik - et andet prioritering. Ikke mindst i pressen. Jeg gætter på, at DR-cheferne har ræsonneret: Hvad er vigtigst - 100 millioner skøre muslimer eller 100.000 skuffede håndboldfans - og det valg var ikke svært. Næste dag udkom B.T. lige så uanfægtet med forsidebraget: Stadig bedste venner om Joachim og Alexandras lykkelige skilsmisse. Et gennemtænkt valg, der totalt ignorerede Danmarks største krise i nyere tid.

Sådanne prioriteringer handler om pop og penge. En anden og måske mere interessant styringsmekanisme, som man går mere stille med, er ideologi.

I en undersøgelse, der viste top-fokusering på regeringens håndtering af Muhammed-sagen i dagbladet Politiken (12 ud af 24 forsider) og meget mindre fokus i Morgenavisen Jyllands-Posten (1 forside), spurgte dagbladet Information fredag: Er partipressen tilbage?

Næppe. Men avisernes subjektivitet er blevet blotlagt.

I virkeligheden er en avis som et menneske: En organisme med sit eget særpræg, udstråling, idiosynkrasier, sympatier og fordomme - også på nyhedssiderne men det vil aviser som Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten nødigt indrømme. De subjektive udsving - de står på leder- og debatsider!

Intet var under Muhammed-krisen mere forkert. Og det var på sin vis smukt at se de tre bedagede excellencer i dansk avispresse røbe glødende engagement, såvel barnlig vrede som stålsat stolthed, dyb forargelse og oprigtig bekymring - lige der midt i nyhedsdækningen.

En avis' mere subjektive følelsesliv kan især aflæses i syv elementer, som læserne ikke normalt er opmærksomme på: Udvælgelsen af avisens emner (og fravalg af andre), prioriteringen af disse emner (hvor og hvordan de sættes op i avisen), emnets vinkling (signaler i overskrift og indledning om, hvad er sandt og vigtigst), kildevalg (de talende personers rækkefølge og skudsmål), sprogvalg, ledsagende fotos og endelig vedholdenheden (avisens fokus på samme emne og vinkel i flere dage).

Jyllands-Posten havde i hele februar en klar overvægt af artikler, der signalerede bekymring: Ro på nu. Det går nok ikke så galt. De andre trykker også tegningerne, og Europa og USA er med os. Politiken tog et langt farligere og traktortydeligt spor: Det er værre, end nogen tror. Regeringen har begået en kæmpefadæse. Både Fogh og Jyllands-Posten bør undskylde. Mens Berlingske nærmest virkede klemt mellem sine to konkurrenter og derfor var mest neutral i gammeldags forstand.

31. januar vælger alle tre aviser en 7-spaltet forside-overskrift om Foghs indstilling til krisen.

Politikens er 100 pct. i den ene grøft: Fogh tager afstand fra Muhammed-tegninger. Berlingskes sprogligt mere tøvende: Presset Fogh lægger luft til profettegninger. Og Jyllands-Postens direkte i den anden grøft: Fogh: Vi undskylder ikke.

Samme dag, vidt forskellig virkelighed.

13. februar mødes Fogh med de moderate demokratiske muslimer på Marienborg, og alle tre aviser dækker begivenheden med stort set samme opsætning. Sprogligt noterer Jyllands-Posten (14.2.): Integration til serviceeftersyn. Berlingske: Fogh fik frugtbare forslag. Mens Politiken skriver: Foghs møde med yndlingsmuslimerne.

Henholdsvis optimisme, høflighed og sarkasme lagt ned over nøjagtig samme begivenheds-beskrivelse.

I sidste uge af februar kan man i Jyllands-Posten - omkring Udenrigsministeriets mulige fejl-dispositioner - læse overskriften: Brevudveksling støtter Per Stig Møller. Samme dag (24.2.) sender Politiken det stik modsatte signal med et dramatisk forsidebillede af Fogh, der nærmest flygter væk fra en hale af journalister, og næste dag nærmest svarer Politiken sin konkurrent - på såvel avismarkedet som i holdning til Muhammed-sagen - med forsideoverskriften: Per Stigs brev var ikke nok.

1. marts trykker både Jyllands-Posten og Berlingske store forsideoverskrifter om forfatteren Salman Rushdies melding om tegning-sagen. Den nyhed takseres i Politiken til en note i dværgstørrelse i hjørnet af side 2.

Således prioriteres verdensbillederne helt forskelligt. I en sag som denne opereres der dag for dag i det grænseland mellem objektivitet og subjektivitet, læserne ikke normalt ser. Aviserne kæmper med en dagsorden - de har selv en dagsorden - og det giver om ikke andet langt livligere og mere engagerede aviser. Det er bare værd at vide.

Billedtekst: PRIORITERING - Forsiderne på Danmarks tre store morgenaviser onsdag den 1. marts. Berlingske og Jyllands-Posten har som tophistorie, at Salman Rushdie blander sig i debatten om Muhammed-tegningerne. I Politiken er samme nyhed gemt inde på side 2, som en note.

Politiken, 15. januar.2006:

Pigen og sømanden

Tro det eller ej: Engang reddede jeg Pia Kjærsgaard fra et korporligt overfald klos op ad det danske parlament. Det var efter en demonstration på slotspladsen i 1993, hvor hun efter et par interview stod alene tilbage. Pludselig kom en fuld sømand sejlende ud af det blå og begyndte at bombardere hende med kritiske spørgsmål, mens hans store næver padlede rundt i luften over hendes hoved. Til sidst var jeg nødt til at smide både blokken og objektiviteten for personligt at lægge mig imellem, hvorefter et par probate dask i ryggen og et løfte om en kold håndbajer fik gelejdet den stærkt kritiske spørger i retning af Nyhavn.

Pointen er ikke, at den yngre Pia havde næstekærlig frelse behov - men at det er den eneste gang, jeg nogensinde har set en kritisk spørger gøre virkelig synligt rystende indtryk på damen. Og det krævede altså trusler om vold.

Det hjælpemiddel forekommer ikke i danske tv-studier, hvor kun et syletyndt smil af og til røber interviewernes dybere drifter - således også da den nu 13 år ældre Pia kaldte mulige muslimske udtalelser i udlandet for 'landsforræderi'. I TV-avisen (10.1.) forsøgte man med et klip fra statsministerens tirsdagspressemøde at vælte damens stensikre selvtillid. Fogh sagde: »Personligt ville jeg ikke selv bruge udtrykket landsforræder ...«, og TVA konkluderede: »Fogh lægger afstand ...«. Men Pia rettede benhårdt: »Statsministeren havde jo en lang fortsættelse ...«.

Og det var sandt. TV 2/Nyhederne bragte 36 minutter senere anden halvdel af statsministermeldingen: »Det kan ikke nytte noget, at vi knægter den frie debat og ytringsfriheden ...«. Således blev regeringens taktiske finmekanik eksponeret: Til bløddyrene er der første sætningshalvdel - til hardhitterne den anden - men Pia gik fri.

Begge nyhedskanaler forsøgte sig i de dage med kritiske interview - og blev sat til vægs. TV 2 havde udtænkt en 5-spørgsmåls-plan, der skulle vise, at hun ikke selv havde læst de egyptiske aviser, hvor 'landsforræderiet' skulle kunne ses. Men hun sagde: »Jeg ved jo kun, hvad TV 2 har bragt videre ...«.

Den altødelæggende korrektion ledsages af et lille smil og et kast med hovedet. Hele tiden benytter hun fire-fem 'stemninger', der både materialiserer sig i stemmeføring, mimik og udstråling: Opmærksom venlighed, så et lille lattergrynt, så et opgivende skuldertræk, målrettet alvor og fint timet hovedrysten. Jordnær, affejende, opbyggelig, bebrejdende - og forarget . Det var derfor, jeg kom til at tænke på pigen og sømanden, for da så jeg sidste gang dét, man normalt ser hos selv trænede interviewofre: tvivl og angst, erkendelsen af mistet kontrol. Ugens konfrontationer mindede om Monty Pythons møde med den hvide kanin, der vogter den hellige gral - og som de fejlagtigt tror er et mildt mimrende pelsdyr - hvorefter den sidder i struben.

Så hvad skal man gøre for at matche dræberkaninen og nå ind til gralen uden at bruge håndgranater? Måske er den stivnede nyhedsramme partilederens egentlige styrke. Her er spørgsmålene altid gjort af hårdt materiale, der netop rikochetterer fra naturtalenter som hende. Det ville måske være sværere at afvise blødere forespørgsler til tvivl og nuancer - for gør man det, er man et fjols - og måske endda et udansk fjols.

Du virker altid så sikker på dig selv - men tror du ikke, at ord udtalt af dig trods alt kan gøre ondt - måske oven i købet på nogen, der er uden skyld?

Eller: I Flemmingbøgerne sagde rektor Halling altid: Lad os prøve med kærlighedens stærke arm - har du nogensinde overvejet det?

Er det ikke netop kristent - og umådelig dansk - at række hånden frem - altså med håndfladen opad?

Måske er det naivt. Vi ved det ikke. For moderne nyhedsformidling accepterer slet ikke søgende spørgsmål. Dér hvor nysgerrighed måske kunne være eneste våben, bruger man af ren rutine køllen. Og så er pigen frelst.

Politiken, 11. september 2005:

Magtfulde mænd i trængsel

Fredag 2.9. skreven Politiken-læser under overskriften 'Er Politiken et mandeblad?' følgende beklagelse: »Jeg har lige brugt en formiddag på at læse dagens avis, og jeg er så sandelig blevet præsenteret for mange mænds meninger om mangt og meget« - hvorefter hun slet og ret advarede Den Levende mod at blive »et menighedsblad for mænd«.

Bebrejdelsen inspirerede til en mini-analyse af Politiken i den forløbne uge - ikke postuleret videnskabelig, blot som et fingerpeg - omfattende en optælling af alle refererede og citerede kilder i de indenlandske nyhedsartikler i Politikens 1. sektion fra mandag til torsdag (5.9.-8.9.).

Der var 104 relevante artikler på de fire dage og i alt 202 angivne kilder. De refererede synspunkter blev fremsat af i alt 155 mænd og 47 kvinder, hvilket giver en kvindeandel på 23,3 pct. Om dét overordnet er 'for få' kvindelige kilder - i betragtning af forholdet mellem mænd og kvinder på de områder, hvorfra nyheder hyppigt hentes - må mere videnskabelige analyser opklare.

En kendsgerning er det, at sier man det politiske stof fra, falder andelen af kvinder til kun 17 pct., idet ikke mindst kvinder som justitsminister Lene Espersen og miljøminister Connie Hedegaard i ugens løb trak godt opad (især førstnævntes tilstedeværelse reddede pynten i den samlede score!).

Andre iøjnefaldende tal kan uddrages af materialet:

Blandt de i alt 202 kilder var der 29 politichefer og andre højere embedspersoner - heraf 23 mænd.

Der var 19 formænd og generaldirektører - heraf 16 mænd.

Der var ikke færre end 28 direktører - heraf 26 mænd.

Samt 25 professorer, læger, advokater og andre akademikere - heraf 21 mænd.

Og endelig 19 erhvervsledere - heraf 15 mænd.

Blandt ministre og folketingspolitikere lød fordelingen på hhv. 13-9 (ministre) og 25-13 (folketingsmedlemmer) i mændenes favør.

Som det måske fornemmes, er der et andet gab, der er mindst lige så iøjnefaldende som det kønslige - og måske lige så naturligt på nyhedsområdet? - nemlig det sociale:

Af de 202 personer var kun 12 helt uden magtfulde titler (næsten alle kilder lå endog særdeles højt i kadencen som ledere, chefer, ordførere, formænd, osv.). Blandt disse ubetitlede var der 5 kriminelle - som blev citeret fra deres optræden i retssale - to Christiania-talsmænd, én udviklingshæmmet og én mulig tvangsprostitueret kvinde.

Sidstnævnte var den eneste voksne kvinde uden titel, som blev citeret - hun havde til gengæld fået sit navn ændret af anonymitetshensyn.

Børn og teenagere var stort set udraderet af nyhedsbilledet i ugens løb: To piger udtalte sig på Madpakkens Dag, og én teenager talte med baggrund i en hovedrolle i en dokumentarfilm om indvandrerunge.

Opsummerende kan det nævnes, at der stod 52 mandlige og 42 kvindelige skribenter bag de artikler, som angav journalistnavne - altså en forholdsvis ligelig fordeling.

I 75 af de i alt 104 artikler var der decideret overvægt af mandlige kilder, mens det omvendte - flere kvinder - kun indtraf i 9 artikler, heraf var 3 Ritzau-noter og 4 såkaldt én-kilde-historier (kun en enkelt angivet kilde) - hvoraf man kan udlede, at så snart kompleksiteten stiger, og flere kilder inddrages, synes der at være en tendens til, at kvinderne kommer i håbløst undertal.

Hvad angår det overordnede resultat på 23,3 pct. kvindelige kilder - som ikke helt bekræfter den utilfredse læser i de værste anelser - så viser en parallel optælling af den anden store københavnske morgenavis Berlingske Tidendes 1. sektion de samme dage en næsten på decimalen tilsvarende score: 23,6 pct. kvinder.

Til gengæld placerer Berlingske ikke - som Politiken - sit erhvervsstof i denne sektion.

Havde man været ond nok til at inddrage dette, så ville tallet med helt uvidenskabelig, total vished styrtdykke mod en ren katastrofe. Habitmændene ville myldre frem i den Berlingske avis.

Så af den grund skal den kvindelige læser altså ikke skifte til konkurrenten!

Politiken, 24. august 2005:

TV 2 vakte Triple A til live

EFTER AT TV 2/Nyhedernes souschef Lotte Mejlhede mandag meddelte sin tilbagetræden på baggrund af de nu berygtede TV 2-indslag om den såkaldte Triple A-bande, kunne man få det indtryk, at sagen er klaret. Det var hende, der havde det overordnede ansvar for udsendelsen af de scener, som én af de medvirkende, den 18-årige Aziz, i Politiken lørdag beskrev som rent skuespil.

Af en eller anden grund blev de optagelser, alle syntes at vide var kunstige og inspireret af en musikvideo, omdannet til en topbarsk nyhedssællert. Men en lang række spørgsmål hænger fortsat helt ubesvarede i luften. Var det TV 2’s reporter, der svindlede sine egne chefer, deriblandt Mejlhede – eller kendte man hele tiden indslagets svagheder, hvorefter en eller flere chefer alligevel valgte at træde nyhedspedalen i bund? Hvad skete der egentlig dybt inde i redigeringsrummene?

I POLITIKEN (20.8.) siger TV 2-direktør Peter Parbo, at de »folk«, der lavede det var »i god tro«. Kan man forestille sig, at en eller flere professionelle nyhedsansvarlige redaktører ikke skulle reagere på så tydeligt opstillede og spillede scener, der ydermere er krydsklippet med filmstumper af andre åbenlyst arrangerede scener med slagsmål og geværskud (fra musikvideoen)? Stationens tillidsmand Klaus Birch siger til Politiken (20.8.): »Det er selvfølgelig svært for en medarbejder at stå imod det pres, der kan opstå i sådan en situation. Det er ikke alene den daglige chef, han er oppe imod, men sin egentlige chef i det hele taget «.

Har tilrettelæggeren selv, nogle af TV 2’s journalister – eller måske andre redigerende chefer – i dagene mellem optagelsen af indslaget og premieren (17.7.), rejst tvivl om indslagets egnethed som nyhedsindslag? Og har den ansvarlige chef (Lotte Mejlhede) så alligevel – helt på egen hånd – kunnet presse indslaget igennem?

JOURNALISTISK ER indslagene ejendommelige, fordi der ikke er nogen egentlige informationer i dem, men kun aggressive statements. Normalt ville enhver redaktør, der stødte på sådan en bande, boble af spørgsmål til dens opståen, aktiviteter, fortid, nuværende planer, osv. – men svarene er rungende fraværende. Er det, fordi spørgsmålene aldrig er stillet?

Havde man spurgt – og fået afdækkende svar – ville vi nok have hørt om dem, da TV 2 forsøgte at dokumentere bandens eksistens over for kritikerne. Havde man spurgt i en normal kritisk proces – men intet afdækket – ja så ville man aldrig have sendt det første indslag. Så måske er der slet ikke spurgt – hverken fra journalist eller chefer – og i så fald hvorfor ikke?

TV 2’s nyhedschef Michael Dyrby hævder fortsat, at der er »kilder«, som fastholder Triple A’s eksistens. Hvem er det? Hvordan har Dyrby selv været indblandet?

DA TV 2 laver sit andet indslag om Triple A (18.7.), sker det med tre modererede udsagn i oplægget fra studieværten: For det første er antallet af indvandrere i »den hårde kerne« droslet ned fra 1.000 til »flere hundrede« i forhold til aftenen før. For det andet har de nu kun »tilsyneladende « taget magten i Danmark – og for det tredje er det kun i »deres egen selvopfattelse« (Politiken har senere afsløret, at politiet timer forinden kontaktede TV 2 med kritik af det førte indslag).

Ikke desto mindre vælger man minutterne efter at bringe endnu mere provokerende scener end på førstedagen – først med geværskud, så med en direkte provokation af landets statsminister. Først moderer man altså egne udsagn – og så fremstiller man banden endnu voldsommere. Hvilke diskussioner er løbet forud for sådan en taktik?

NÅR MAN nu kan konstatere, at der ikke eksisterede en bande og at der ikke fandtes nogen aggressive holdninger til rockere og statsministre, fordi de var proppet ned i halsen på de optrædende, så betyder det noget meget foruroligende: Nogen i TV 2’s ansvarlige cheflag mente i de to udsendelsesdøgn, at indvandrere generelt kan beskrives sådan – hvilket følger af, at ingen tænkende redaktør kunne undgå at se, at scenerne og udsagnene var spillede – men nogen mente også, at de bør beskrives sådan, hvilket demonstreres af den vedholdenhed, man udviste, da man på andendagen trods politiets advarsler skruede endnu kraftigere op for blusset og virkelig gav indvandrermiljøet kniven.

Som politiet i Glostrup og Hvidovre senere skrev til Justitsministeriet: »Tv af denne slags er egnet til at skabe frygt og forvirring blandt seere og er med til at modvirke integrationsprocessen og øge fremmedhadet «.

Og det er dét, der gør sagen virkelig principiel og blotlægger kanalens ugelange fokusering på spørgsmålet, om hvor vidt banden eksisterer, som del af et røgslør. For selv hvis der havde eksisteret en bande ved navn Triple A, så ville de opstillede scener og kunstige udsagn stadig vise foruroligende meget om det indre liv på stationen.

MINDST ÉN nyhedschef, to trænede studieværter og en politisk redaktør var i hvert fald involveret i afleveringen af to indslag, som selv en nystartet journalistelev kunne se var groteske. At de i den situation slipper ud, ligner ikke en procedurefejl, men en samlet kultur.

Man flikkede et frankensteinuhyre af en historie sammen af forhåndenværende løsdele, satte strøm til og vakte det til live. Triple A.

Hvornår får denne – åbenbart accepterede – fingerfærdighed fat i andre nyhedsegnede emner – som måske har en eller anden chefs bevågenhed? Hvilke afværgemekanismer har man så – ud over den at snakke uden om, hvis det afsløres, mens skaren af angiveligt kritiske medarbejdere bøjer hovederne og tier?

Jyllands-Posten, 14. august.2005:

TV 2 Nyhedernes manipulationer

»Vi har efterforsket sagen, og der er ikke et gram af sandhed i den. Jeg kan ikke finde på noget forsvar for den form for journalistik. Ansvaret falder tilbage på hele TV 2's organisation«.

 Så kontant var udmeldingen fra vicekriminalinspektør ved Hvidovre Politi, Flemming Drejer, i fagbladet Journalisten torsdag i anledning af den såkaldte Triple A-sag, hvor TV 2/Nyhederne beskrev en »stærkt bevæbnet« indvandrerbande i Avedøre.

De to indslag (17.-18.7.) er senere blevet massivt tilbagevist som rent opspind af en række politichefer, og drengene har sagt, at de deltog i forlængelse af indspilningen af en musikvideo, som de ville reklamere for. TV 2/Nyhedernes ledelse har på stationens hjemmeside og i et debatindlæg i Jyllands-Posten i de seneste dage lagt solid afstand til kritikerne.

Man erkender et par mindre formuleringsfejl, men afviser at have opdigtet den grundlæggende historie. De maskerede indvandrerdrenge blev på ingen måde manipuleret ind i rollen som hærdede kriminelle med kurs direkte mod en rockerkrig om landsherredømmet. Imidlertid sætteret nærstudie af de to indslag denne påstand i et noget andet lys.

I indslagene henholdsvis 17. og 18. juli optræder der faktisk to forskellige udgaver af den centrale krigserklæring mod rockerne. I det første klip (17.7.) står drengen Aziz lidt på afstand af kameraet og siger gennem sin røde halvmaske: »Rockerne rockerne er for dem selv de er pensionister, de skal bare træde tilbage!«

I det andet indslag (18.7.) står han tættere på kameraet, men ellers i samme position, og leverer nu en langt kraftigere udgave af præcist samme budskab: »Hvornår har vi sidst hørt noget fra rockerne hvornår har vi det ærlig talt, hvornår har vi hørt fra rockerne af det er sgu' lang tid siden. De skal træde tilbage, mand farvel med dem, mand!«

Der eksisterer altså mindst to udgaver af denne helt centrale udfordring: Træd tilbage! Dette er ikke unormalt i tv-produktion men afslører her en klar, målrettet vægtning af netop dette aggressive element. Udsagnet synes ikke at være del af en flydende samtale, men netop løsrevet og indtalt direkte til kameraet flere gange.

I det hele taget er det andet indslag (18.7.) mere barsk end aftenen før det er også her, man ser klip fra det, der senere viser sig at være optagelser til en musikvideo hvor de unge skyder med dobbeltløbet gevær. Og der afsluttes med en ny, spillet scene, hvor Aziz med fingeren på et dansk pas udfordrer statsministeren til at smide ham ud. Findes der også flere udgaver af denne scene?

TV 2's sagsredegørelse er helt renset for oplysninger om selve processen bag indslagene. Nogle gode spørgsmål ville være: Hvorfor var de to hårde scener med på andendagen, men ikke første dag? Hvorfor medvirkede ingen politifolk med kendskab til området? Hvem var involveret i TV 2's redigering af de fejlfyldte indslag? Hvorfor studsede stationens ansvarlige ikke over de åbenlyst skuespillede og opstillede sekvenser?

TV 2-nyhedscheferne Lotte Mejlhede og Michael Dyrby hævder, at tilrettelæggeren har lavet »researchsamtaler« med 15 personer, der bekræfter Triple A's eksistens. Hvis TV 2 ligger inde med 15 andre forklaringer, er det besynderligt, at ingen af dem har en kvalitet, der egner sig til citat, ud over den senere påstand om, at de bekræfter Triple A's eksistens. Findes der dokumentation for, at materialet eksisterer?

Over for politietudviser TV 2 den grovhed at bruge formuleringen: »Politiet mener (min kursivering), at Triple A ikke eksisterer«. I sig selv en sproglig manipulation af fire politichefers klokkeklare udsagn om, at de aldrig er stødt på banden.

På samme måde insinuerer redaktørerne lyssky motiver bag de tidligere topkilders indvandrerdrengenes undsigelse af indslaget og håber på, at drengene en dag »vil komme med den sande forklaring på, hvorfor de trækker i land«. »Når personer udtaler sig om deres eget liv, står de selv til ansvar for, hvad de vil sige,« skriver TV 2-cheferne som en journalistisk vandtæt forklaring på hele fremgangsmåden.

Det er forbløffende forkert. I både dokumentar- og nyhedsgenren har journalister og redaktører en i faget helt grundfæstnet pligt til at være kritiske, stille modspørgsmål og efterprøve udsagn fra enhver. Undskyldningen er hentet fra en helt anden genre nemlig portrætjournalistikken hvor folk naturligvis kan udrulle levnedsbeskrivelser, som de selv har oplevet det. Men de to drenge var ikke i nærheden af at tale om deres eget liv. De blev i stedet afæsket nyheds-statements om vold og deres forhold til rockerne.

I Jyllands-Posten(9.8.) kommer TV2-cheferne ind på den vidtberygtede sag om DR's misklipning af en dagplejemor på Mors, hvilket demonstrerede ond tro: »I vores tilfælde kan man højst tale om, at en reporter er blevet snøret,« skriver de. Denne afsluttende konklusion manipulerer alt over i en bagatel, idet man helt udelader befolkningen, der sad tilbage med skrækbilledet af en forestående storkrig.

Samlet set manipulerede TV 2/Nyhederne ikke et enkelt klip, men to hele indslag hvorefter man manipulerer videre ved at give sine egne udvalgte topkilder skylden for det.

På to dage viderebragte TV 2 et voldsomt krigsberedt billede af hele indvandrermiljøet stillet op som en klar provokation af rockerne hvilket kunne have fungeret som oplæg til en virkelig bandekrig. Det kunne være gået helt galt. 

Billedtekst: TV-TEATER - forklædt som nyheder. TV 2's indslag om bandekrig den 17. juli.

Jyllands-Posten, 31. juli 2005:

Kriminalitet i TV 2

Midt i mediernes dybe agurketid sendte TV 2/Nyhederne to topindslag (17.-18.7) med et skrækindjagende budskab fra en indvandrerbande, der angiveligt havde givet sig selv navnet Triple A.

Som introduktion lyder det, at »TV 2 har fulgt banderne«, der er »stærkt bevæbnede og frygtløse« og »ikke skyr nogen midler.«

Så klippes der til Avedøre, hvor nyhedsreporteren strammer skruen: »De er hårdkogte gangstere med et klart mål.« Og en ung indvandrer med halsklud for underansigtet snerrer: »Vi overtager fucking Sjælland og København !«

Her indtræfferden første mystifikation: For hvorfor formummer man den medvirkende bag en halvmaske (der vel kun kan betyde ønske om anonymitet), når man samtidig frejdigt angiver hans fornavn Azis på et navneskilt?

Faktisk er fornavnet (Azis) og stedet (Avedøre) mere end nok til at få ham anholdt sekunder efter indslaget.

Kort efter siger reporteren: »Vi må ikke afsløre deres fulde identitet.« Men hvorfor skulle drengene ønske at afsløre noget af deres identitet? Har ingen på TV 2 undret sig her?

Nu siger journalisten: »Ifølge Rigspolitiets særlige afdeling for bandekriminalitet er omkring 1000 unge indvandrere organiseret i grupper som Triple A «

I konteksten må man tro, at Rigspolitiet her bekræfter gruppens eksistens. Men gør de det?

Så tilføjes den virkelig glohede ingrediens til indslaget: Man viser billeder af brændende Hell's Angels-klubhuse en krig er på vej mellem rockerne og Triple A hvilket tilsyneladende bekræftes af den formummede Azis, der siger: »Rockerne de er pensionister de skal bare træde tilbage!«

Næste dag bliverdet endnu mere råt. Oplægget fra nyhedsspeakeren lyder: »Først til den danske underverden !«

Så genbruges rockerklippet med den let genkendelige indvandrerdreng, hvorefter speakeren siger: »Og politiet gi'r den unge mand ret. Rockerne er stort set overhalede « I dét øjeblik klippes der til højeksplosive natoptagelser med en indvandrerdreng, der affyrer et dobbeltløbet gevær, og reporteren siger: »Billeder fra en indvandrerghetto indvandrerdrenge bevæbnet til tænderne og parate til kamp!« (der lyder skud).

Her er det helt klart, at indvandrerdrengene spiller direkte til kameraet. Nu klippes der til et udsagn fra chefkriminalinspektør Per Larsen om, at kriminelle indvandrere er de allerværste (i konteksten bekræftes eksistensen af Triple A tilsyneladende endnu en gang). Og journalisten knytter atter hele baduljen til det gloende rockerspor med en bekræftelse fra politichefen på, at de værste indvandrere er »hårdere i filten end rockerne nogensinde har været.«

Her klippes der en sidste gang til Azis, der aggressivt hamrer en brun pegefinger ind i et dansk pas og siger: »Statsminister, det her går ud til dig: Det er et fucking dansk pas så du kan ikke sparke mig ud af det her fucking danske land !«

Scenen er så åbenbart opstillet og dårligt skuespil, at det igen er en kæmpemystifikation, at den kan passere en tænkende nyhedsredaktion.

Dersom hele historien er sand, kildrer TV 2 de brovtende knægte så meget, at det i sig selv burde have betydet øjeblikkelig skrotning af indslaget på Kvægtorvet i Odense. Opstillingerne og skuespillet er totalt uansvarligt nyhedsfjernsyn.

Men så viser det sig - ifølge avisen Urban (22.7) - at banden formentlig slet ikke eksisterer. Politi- og kriminalinspektører fra såvel Rigspolitiet som Glostrup, Hvidovre og Københavns Politi afviser nogensinde at have hørt om TV 2's bande. Nogle unge indvandrere har til gengæld lavet en musikvideo med nogenlunde dét indhold, TV 2 har vist - og på en eller anden måde er musikvideo og nyhedstopindslag blevet blandet sammen.

Nærmere undersøgelse følger, lover TV 2/Nyhedernes souschef Lotte Mejlhede (23.7). I skrivende stund (29.7) er den ikke kommet. Den må hellere komme.For lige nu ser det grangiveligt ud, som om det er TV 2/Nyhederne, der mere end nogen andre frister og provokerer unge af den ene og den anden hudfarve til kriminalitet og indbyrdes opgør.

Jyllands-Posten, 29. maj 2005:

Pressen og den hudløst ærlige minister

Udenrigsministeriets strateger spandt en ende, der førte hele pressekorpset uden om et ellers nærliggende stormangreb for den sjaskede indsats under tsunami-katastrofen.

I denne uge blev der sat nye standarder for offentlige myndigheders anvendelse af såkaldte selvundersøgelser altså fadæser og fejldispositioner, der efterforskes af den kritiserede myndighed selv og ikke mindst pressens accept af den fremgangsmåde.

Udenrigsministeriet afparerede mesterligt det, der kunne være blevet en alvorlig begmand som følge af håndteringen af tsunami-katastrofen i juledagene sidste år. Ministeriets strateger spandt en ende, der førte hele pressekorpset uden om et ellers nærliggende stormangreb på især ministeren og direktøren for den mildt sagt sjaskede indsats dengang.

Man fik den umådelige magelighed og tilbagelænede arrogance i ministeriets top til at handle om en flok hårdtarbejdende embedsmænd, der uforskyldt blev skyllet over ende af en kolossal naturkatastrofe, de naturligvis ikke havde en jordisk chance for at forudse. Og det kan man naturligvis ikke rejse kritik af.

Tidligere på året havde ministeriets valg af metoden med at undersøge sig selv, frem for at lade en uvildig instans gøre det, udløst højlydte protester i både opposition og presse. Men alle disse indvendinger havde ministeriets topmænd fejet af bordet, og direktør Friis Arne Petersen havde bl.a. i Berlingske Tidende (1. april) med tordenrøst lovet, at rapporten ville blive »hudløst ærlig«.

Den første taktiske sivning af rapportens indhold skete mandag aften med et topindslag i TV-Avisen, dagen før offentliggørelsen, og den stærkt positive linje blev så at sige lagt i netop det indslag: »I morgen svarer Udenrigsministeriet så igen med en evaluering præget af selvransagelse og en plan for et helt nyt kriseberedskab, som TV-Avisen har fået kendskab til.«

Det er nærliggende, at dette »kendskab« stammer direkte fra ministeriet selv, for manøvren er elegant. Redaktionen, der har fået solohistorien, er i et åbenlyst positivt lune. Rent sprogligt ligger reporteren tæt op ad den selvbeskrivelse, ministeriet allerede lancerede i april og rapporterer med helt samme vending, at ministeriet »hudløst« indrømmer fejl, at rapporten allerede får ros for at være »meget ærlig«, at den er »selvransagende« og »selvkritisk«.

I DR's opfølgning kl. 21 kommer det »hudløse« atter med som en slags konklusion: »Men som sagt: Udenrigsministeriet indrømmer altså ret hudløst endda at ministeriets folk har begået en lang række fejl.«

Standarden er sat: Hvis man indrømmer alle enkeltfejl og fadæser i et givet forløb og kan indarbejde det i en form og en tone, der imponerer nyhedsredaktionerne, kan man opnå kærlig absolution trods fejlenes reelle indhold. Tricket består i, at man samtidig sætter de begåede enkeltfejl ind i en større, forsonende ramme, hvor de ansvarlige personer i virkeligheden fritages for al skyld, fordi de som udenrigsministeren tydeligt signalerede i tirsdagens tv-avis alligevel ikke kunne gøre for noget som helst: »Hvorfor skal man dog fyre mennesker, der gjorde deres bedste i situationen?«

Så var den debat lagt død. I aviserneunderbygges ministeriets geniale overblænding af virkeligheden dengang: Alle gjorde det mindre godt men det var bare fordi, de var del af et stort uoverskueligt mareridt efter naturkatastrofen.

»Minister får ros for ærlig selvkritik,« lyder en seksspaltet Politiken-overskrift, hvor det gode ord »hudløst« atter dukker op, nu udtalt af ministeren selv: »Evalueringen er hudløst ærlig,« siger han.

Og Jyllands-Posten tilføjer i en leder, at det er »prisværdigt, at Udenrigsministeriet har været uhyre selvkritisk« og peger på, at det i ministeriets rapport nærmere er de danske rejseselskaber, der får kritik af danskerne.

Her får man indblik i den sekundære fase af Udenrigsministeriets manøvre. For der er faktisk to syndebukke, som diskret kan holdes frem, hvis nu medierne alligevel skulle gå amok og kræve rullende hoveder i efterdønningerne af tsunamien.

Den ene er den danske ambassadør i Bangkok, der ganske diskret listes ind i flere svar fra ministeren og f.eks. nævnes to gange på under et minut i TV-Avisen tirsdag: »Jeg forstår også, at ambassadøren er dybt ked af det her.« Nærmest som en henkastet bemærkning pakket ind i medfølelse, men med potentiale til at blive til en ansvarsplacerende kølle.

Den anden er rejsebranchen og det sker på en måde, der går rent ind hos pressefolkene, selv om den er højst tvivlsom. Det er nemlig Gallup, der har udspurgt de hjemvendte overlevende om deres indtryk af hjælpen. Det umiddelbare resultat, som refereres alle vegne, er det overraskende, at 46 pct. er utilfredse med rejseselskaberne, mens kun 37 pct. blamerer myndighederne, dvs. Udenrigsministeriet.

Men alleredei april kunne dagbladet Information afsløre det mærkværdige, at ministeriet selv ville styre udformningen af det endelige spørgeskema i Gallup-undersøgelsen. Det har man glemt i dag.

Spørgsmålet, der gemmer sig langt nede i Gallup-undersøgelsen, lyder uskyldigt: Hvor tilfreds er du alt i alt med den hjælp, du har modtaget i katastrofeområdet? (fra hhv. rejsebranchen og de danske myndigheder).

Spørgsmålet er i skemaet anbragt efter en sekvens, hvor man belyser, om folk overhovedet mødte myndighederne i området og det er derfor særdeles tænkeligt, at mange adspurgte helt logisk har undladt at kritisere myndighederne fordi man jo netop slet ikke mødte dem. Det underbygges i høj grad af, at de modsatte tal for tilfredshed med indsatsen kun giver ministeriet 17 pct., men rejsebranchen 37 pct.

Med denne statistiske vrøvlehistorie solidt anbragt i alle mediers frontlinje kan ministeriet bevæge sig ind i den virkelige farezone: Hvorfor i alverden sad ministeren og direktøren i deres private hjem i henholdsvis tre og to dage, mens katastrofen rasede, før de tog ind i ministeriet? I TV-Avisen (24. maj) siger Per Stig Møller, at ingen jo kunne vide, det ville ende med 226.000 omkomne: »De tal, der er på den anden dag af katastrofen, som kommer fra FN, de siger 8.800.«

Den accepterer studieværten og hvem kan også huske tal fra så langt tilbage.

To minutters bladren i Jyllands-Posten fra de dage viser et helt andet dramatisk billede. På den søndag, katastrofen indtræffer (26. december) sender korrespondenten følgende besked hjem: »I alt er mindst 12.000 blevet dræbt ifølge opgørelser søndag aften, men tallet ventes at stige.«

Og mandag på andendagen: »Som tabstal fra et slag i en krig krydsede dødstallet konstant nye grænser i løbet af mandagen. Fra 12.500 til over 15.000 til over 20.000 til 23.500 ...« Da er ministeriets topmænd stadig ikke rullet ind til Asiatisk Plads. Tirsdag tales der om »de galopperende tabstal«, som har »rundet 60.000.« Det er dagen før, Per Stig Møller flytter sig.

Den dygtigt begravede pinlighed er naturligvis, at tabstallene i de timer og døgn steg helt eklatant rent procentuelt fra få hundrede i den første radioavis første dag til tusinder, titusinder og videre deropad. Stejlheden i den kurve skulle have fået enhver tænkende embedsmand eller minister til at fornemme omfanget hvorefter sandheden måske nærmere er, at julefreden havde sænket sig og man derfor valgte den næstbedste løsning og lod andre bakse med tingene i ministeriet.

En sådan mulig sandhed kan have aflejret stor frustration i de nedre regioner, hos fodfolkene, men det får man naturligvis aldrig opklaret i en selvundersøgelse, hvor ministeriet selv stiller spørgsmålene.

Det er sådanne punkter, pressen glemmer i euforien over de tilsyneladende »hudløse« svar. Selvfølgelig kan man sige, at intet ministerium kan gardere sig mod science-fictionagtige flodbølger eller hvis marsmænd pludselig lander i Dyrehaven og at nogle af de overlevende danskere måske har krævet det umulige i følelsesstormen.

Men man blåstemplede i denne uge noget, der var større og grovere end den enkelte fejl nemlig en stil, hvor ministerielle topchefer svæver højt over vandene som ægte business-bosser, der blot behøver at inspirere deres teams med et opmuntrende tilråb (gerne pr. mail eller telefon) i ny og næ.

Samtidig lykkedes det i forfærdende grad pressen selv at knæsætte et princip, man ellers har bekæmpet i årevis i kølvandet af mægtige skandaler de involverede myndigheders trang til at undersøge sig selv. Nu kan det lade sig gøre med fuld medieopbakning at rode rundt i sin egen kompost og til sidst række en rose frem mod kritikerne. Man skal bare huske at oplyse, at man er »hudløst ærlig«. indblik@jp.dk

Politiken, 20. marts 2005:

Blodhunde flænser begavet satsning

I mandags ville dagbladet B.T. springe ud som det, man stort opslået havde kaldt Begavet Tabloid (bemærk bogstavsymbolikken!) - med en helt ny indholdsstil.

I dagene inden havde Ekstra Bladet trykt forsidebaskerne 'Sådan kommer du væk fra møgvejret: Påskesol til spotpris' og 'Sådan får du den bedste kameramobil billigst', flankeret af overskriften 'Hukket ned i nat'.

Det skulle være til at hamle op med - slattent servicestof om vejr og telefoner, tilsat stavefejl i verdensmesterklassen.

»Nu er det slut med at græsse på den samme mark som Ekstra Bladet«, sagde B.T.-redaktør Arne Ullum til Politiken. »Væk med den bløde porno, og hvad der ellers tiltrækker dette segment, nu gælder det familien og et moderne kvindesyn« - slut med »voldsfikserede historier og et kvindesyn på stenalderniveau«.

Men så - netop som premieredagen oprandt - myrdede en familiefar på Fyn sine to små børn - og det var jo osse satans - for hvad nu? Stenaldervoldsmanden må i de timer have stukket sit hæslige fjæs langt, langt ind i B.T.'s redaktionssekretariat for på trods af de kønne ord at kræve god gammeldags Brutal Tabloid - i salgstallets navn.

I hvert fald udkom både B.T. og Ekstra Bladet med ganske ens prioriteringer på B.T.'s premieredag - en tragedie, som ingen kunne have anden glæde af end voldsgyset og rædselsdetaljerne.

På B.T. har man helt klart haft sine problemer. På forsiden kan man med behersket små bogstaver læse: 'Familiefar skød sine to børn' - hvorefter sætningen 'Kunne ikke klare skilsmisse' er blæst op i storformat. Det er tydeligt, at nogen har prøvet at holde det knurrende, savlende gespenst fra fortiden stangen ved at trykke selve voldshandlingen med små bogstaver - og så skrive det ludkedelige ord 'skilsmisse' med kæmpestort. Ekstra Bladet skriver bare: 'Grusom hævn over moderen: Far skød sine børn'.

På side 2 har chefredaktør Ullum så skrevet sine velkomstord: »Med det nye B.T. tager vi et opgør med den spekulation i vold, som ofte har været en del af tabloidpressen«, står der - men nogen må have prikket ham på skulderen og vist ham gespenstet på forsiden - for så tilføjer han forklarende: »Vi vil - som du også kan se på forsiden i dag - stadig beskæftige os med de store og desværre ofte meget tragiske kriminalsager. Men vi vil have mere fokus på baggrunden for eksempelvis et mord frem for at jagte alle detaljer om, hvor blodigt selve drabet eller overfaldet var«.

Hvorefter B.T. bruger 3 sider i sin nyhedssektion på netop dét - de gyselige detaljer - skuddene, tårerne, tragedien.

Så bliver det tirsdag, og der gives en ny chance. Men nu har man igen - og igen ligesom Ekstra Bladet - den fynske sællert på forsiden: 'Kammeraters farvel til myrdede børn: Får tegninger med i kisten' - fulgt af tre nyhedssider, bl.a. med kæmpeoverskriften: 'Far sov med sine døde børn'.

Først på den ny Beåndede Tabloids tredje dag slipper man dødsdetaljerne fra Fyn - så kan man vel endelig komme i gang med den blide, begavede avis til kvinderne. Men nej. Man vælger en ny dødssællert til forsiden: '38-årige kvinde død efter grov lægesjusk: Glemte serviet i patients mave'. Her må man i første omgang tro på nyhedens vigtighed - indtil man langt inde i bladet læser, at sagen er fra juni - ikke 2004, heller ikke 2003 - men 2002!

Og torsdag er man tilbage i ren B.T.-classic for blodhunde med forsidebraget: 'Kvinde myrdet, mens hun sov: Iskold morder trøstede familien'.

Tæller man sider i nyhedssektionerne de første fire dage, går 10 af de 40 sider til emnekategorien mord/død, 7 til sex/porno/voldtægt og 4 til anden kriminalitet. Det er over halvdelen af nyhedsstoffet.

Man kan vel konstatere, at redaktør Ullum overså en enkelt hurdle på vejen i klostret: Gamle blodhunde overgi'r sig aldrig.

Jyllands-Posten, 26. januar 2005:

Folketingsvalg 2005: Kræmmernes forestilling

DET ER MÅSKE den mærkeligste valgkamp i mands minde i hvert fald i mit båret gennem den første uge af et konstant flow af million- og milliardstore valgløfter, der falder som haglbyger ved højsommer. Der er en konstant raslen og klemten omkring os, som om Anders og Mogens og Pia og Brian har stillet et enormt kasseapparat op lige i tv-skudlinjen og nu står og trækker i håndtaget hver eneste eftermiddag inden den første tv-avis.

Fjernsynsreporterne elsker det naturligvis for her er alt stort og letforståeligt: enorme summer og gigantiske løfter, sikke en fest! Det paradoksale er, at de kolossale gavetilbud dag for dag lægger en stemning af beregning, kulde, ligegyldighed og forhastethed ind i valgkampen fornemmelsen af en rastløs konstant spejden efter nye overbudsmuligheder og en frygt for, at kræmmeren i naboboden fremsætter et tilbud, man ikke kan matche, til en kundegruppe, man ikke lige havde tænkt på: børnefamilier, hospitalspatienter, butikskunder, pensionister, museumsgæster grundkriteriet er ikke virkelig nød, men gruppens mulige slagkraft i valgboksen den 8. februar.

Kræmmermarked
Sådan er det åbenbart blevet at drive politik i Danmark: du er, hvad du tilbyder og det, du tilbyder, skal være konkret, synligt, hurtigt og præcist og hvad er mere konkret og øjeblikkeligt omsætteligt i fjernseernes (vælgernes) hoveder end klingende mønt. Ergo har vi fået et kræmmermarked langt mere end en valgkamp, og det er dét, der spreder denne besynderlige stemning, måske fordi vi fornemmer det samme som børn, hvis forældre forsøger at vise deres kærlighed ved hjælp af gaver og penge, men glemmer at sætte sig roligt ned og tale sammen med dem. Hvordan går det ?

Gaveregnens målgruppe længes måske efter noget helt andet end alle disse millionsummer, der med al djævelens snedighed og bestikkelsestrang skal proppes ned i folkedybet uanset om vi i virkeligheden ønsker det uanset om 50 øre på Dankortet virkelig bekymrer folk, uanset om museumsgæsterne selv har råd til at betale entréen, uanset om mange ældre er mere ensomme end ubemidlede, og uanset om børnefamilierne i virkeligheden mere savner tid end penge.

Men således, ved at oppuste pengenes vigtighed i en valgkamp, kan man måske til sidst forme vælgerne i det selvsamme billede, man ser dem i. Når rigets udvalgte kun kan udtrykke sig i kroner og øre, så ender vi jo alle med kun at tale det sprog. Som Connie Hedegaard udtalte i Politiken i en kritik af de mange milliardløfter: »I sidste ende handler det ikke bare om den enkelte politikers troværdighed eller de enkelte partiers, men også om troværdigheden for dansk politik som sådan.«

Samfundsbehov
Ja, for der mangler noget om ikke samtaler om ømhed og kærlighed, så i hvert fald diskussioner om moral og visioner og samfundsbehov, om personlige, menneskelige værdier, om lykke, fællesskab, utryghed, fremtidsangst og troen på hinanden. Også de sorte og de bukseløse!

Søger man elektronisk på valgdebattens to højt elskede m-ord million og milliard i danske aviser i valgkampens første pengefikserede uge, så får man op mod to tusinde hits. Søger man derimod på vendingen politisk vision, får man nøjagtig nul!

En strømpil
Det er selvfølgelig ikke videnskabeligt, men dog en strømpil, der peger usvigeligt sikkert væk fra al snak om emner, der ikke lige kan kapitaliseres i en ruf og kvejles ud på en kassestrimmel i den nærmeste tv-avis.

Det er samtidig demonstrationen af en fantasiløshed og et manglende mod, der næsten udløser gysen heroppe på tilskuerrækkerne. Hvad er det dog for en forestilling, vi er vidne til, hvad er det dog for et hold, vi har sat eller er ved at sætte af pengefikserede midaldrende mænd (og deres lige så pengefikserede, lidt yngre kvindelige pendanter)?

Det er forestillingen om det 21. århundrede. Kræmmernes forestilling. Det er sådan, de tænker om os.

Valgobservator i morgen: Henrik Gade Jensen