Udvalgte mediekommentarer 2003-2004: Fodboldvrøvl, forbudslængsel, m.m. 

I syv år var jeg fast tilknyttet som mediekommentator for Politiken og Jyllands-Posten. Her følger et lille udvalg fra årene 2003 og 2004 - om bl.a. tv-nyhedsinterview, fodbold-sniksnak,  pressens kærlighed til kontrol og mænds totale dominans i medierne - samt den første advarende kommentar om de pist-forsvundne masseødelæggelsesvåben i Irak

Den direkte tomgangssnak

Af Erik Valeur, journalist

Der har været en del kritik af nyhedsværternes trang til at interviewe egne reportere som en slags praktiseret dovenskab, der erstatter egentlig journalistik. Et langt større og sjældent debatteret problem er det direkte nyhedsinterview med en gæst i studiet.

Her lyder recepten typisk: 1 vinkel, 2 minutter, 3 spørgsmål. Så må det briste eller bære. Politikerne elsker det - for som udenrigsministeren sagde onsdag aften til Lene Johansen, TV-A: »Man ved jo godt, hvordan I klipper jeres programmer!«. Her antydedes det, at manipulation er problemet ved de lange båndede interview - men det er nok snarere faren for at komme i dybden.

I det ultrakorte nyhedsinterview freestyler de danske politikere stadig mere virtuost uden om enhver ømfindtlig substans. Intervieweren er på den ekstremt korte tid ude af stand til at nå de mellemspørgsmål, der kunne brække tomgangssnakken op.

Et typisk eksempel sås mandag aften, da beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (CHF) skulle kommentere langtidsledigheden over for Steffen Kretz (SK) efter oplæg om de mange ledige akademikere. Efter nogle høfligheder kommer kernespørgsmålet:

SK: »Hvad skal der gøres ved det så ...?«. Og turen ud i det uvisse begynder.

CHF: »Lad mig starte et andet sted: Kurven er jo knækket nu, det er jo gamle tal, altså forårspakken, som vi vedtog i Folketinget i april måned, begynder jo nu at sætte sine virkninger, ledigheden vil måned for måned blive mindre, og det hjælper selvfølgelig de langtidsledige ...« osv. - der er næppe et problem - og ellers kan man jo »opkvalificere, efteruddanne, omskole« - slut. Det første minut er gået.

SK: »Men det, tallene viser, er jo, at der kommer måske flere i arbejde, men antallet af langtidsledige stiger ...?«. Nyt forsøg. Nu må han da svare - men nej, ministeren er væk igen:

CHF: »Der er jo også noget statistik i det her, fordi en af de ting, jeg gjorde, da jeg blev beskæftigelsesminister, det var jo, at jeg afskaffede det, man dengang kaldte aktiveringsfabrikken, hvor man bare hældte folk ud på kurser for at få dem væk fra ledighedsstatistikken, da er vi jo gået over til et mere individuelt system, men det påvirker selvfølgelig ledighedstallene, men jeg synes, at det, vi har gjort, er et bedre system, og det er mere motiverende for de ledige end bare at blive kastet rundt«.

Smil. Der er gået 1.30 min.

SK (let desperat):»Men du kan ikke komme uden om, at der stadig er 50.000 mennesker, som er ude af arbejdsmarkedet og har været det i meget lang tid ... hvad vil du gøre for at hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet igen?«. Kernespørgsmålet gentaget - måske er der håb - men nej, ministeren speeder væk i stik modsat retning med forbløffende optimisme:

CHF: »Jamen, nu viser de gode konjunkturer sig, kurven er begyndt at knække, det er den ene ting, de akademikere, der har været i ledighed, vil komme i arbejde, når virksomhederne begynder at producere mere, dem, der er kortuddannede, det er dér, vi har det alvorlige problem, dem skal vi jo efteruddanne og opkvalificere osv.«.

SK (nærmest opgivende): »Men det lyder på dig, som om der ikke er noget problem her?«.

CHF (faderligt indtrængende): »Nej, der er da et problem, altså, langtidsledighed er da det alvorligste ledighedsproblem, vi har, fordi der er den sammenhæng, at jo længere du er ledig, jo sværere er det at komme tilbage, så alle ressourcer skal da kastes ind på det her problem«. 2.20 slut. Indrømmelsen af problemet er kommet for silde. Der er ikke tid til flere spørgsmål. Studieværten synker svedig sammen.

»Tak skal du ha'«.

Politiken, 20. juni 2004:

Fodboldsniksnak

Af ErikValeur, journalist

DIREKTE fodboldreportage må vel være sportsjournalistikkens mest fremskudte og dominerende bastion – og den har af gode grunde været særdeles synlig (og hørbar) i den forløbne uge. To store kampe per dag fra EM i Portugal – dækket på skift af TV 2 og DR 1.

Den første kampbølge viser en overraskende forskel på de to kanaler – nemlig at journalistikken på den halvkommercielle er langt den mest stilfærdige og uprætentiøse – her får seerne i op til hele minutter ad gangen lov til at følge spillet uden afbrydelser fra kommentatorpludren, irrelevante serviceoplysninger, reklamebånd, der fistrer hen over skærmen osv.

Selvfølgelig er der små Tour de France-agtige sproggnister som Flemming Tofts før kampen mellem England og Frankrig på Estádio da Luz i Lissabon: »Det er naturens mægtige lampe, der lyser overalt – solen!«. Og medkommentator Jan Mølbys: »Indtil videre lever de store forventninger op til kampen!«.

Men alt i alt lader de to fodboldjournalister bolden rulle og stiller sig i lange perioder tilfredse med at følge den med øjnene – i stedet for munden.

Den teknik mestrer man ikke på DR. I noget, der fornemmes som panisk angst ved udsigten til, at seerne skal kede sig ved gammeldags fodboldjournalistik (de vigtigste spil-informationer tilsat begejstring i passende doser), løber munden helt ukontrollabelt på både chefreporterne og den store ordsweeper Peter Rudbæk.

Her er nogle af knaldperlerne fra den indledende runde:

»Igen står vi over for en kamp, som begge hold gerne vil vinde« (Sverige-Bulgarien).

»Sådan et frispark er det bedre at prøve at holde bolden inden for rammen« (Portugal-Grækenland).

»Ja, der er pænt i Sverige« (ved synet af en kvindelig svensk tilskuer).

»Jeg tror, min ven fra Schweiz overlever« (lang snak om en kommentatorkollega, der har skåret sig).

Osv.

ENDNU VÆRRE er public service-stationens spærreild af indlagte præmiequizzer, plaprende informationer og irrelevante rundspørger om dit og dat – kolporteret som centimeterhøje bånd, der spærrer for en fjerdedel af grønsværen i lange perioder af kampen – og bryder ind i selv de mest spændende situationer:

»Har du gættet spilleren i dagens konkurrence – ring 90 50 12 12 og vind en bil« (43. minut).

»Er du blandt de 75.000 DR-managere, så husk at optimere dit hold på www.dr.dk/em« (48. minut).

»Henrik Larsson spiller sin kamp nummer 75 for Sverige. Han debuterede den 13. oktober 1993 i Sveriges 3-2-sejr over Finland« (53. minut).

»Head-to-head. De to hold mødtes sidst i EM-kvalifikationen 2000, hvor Sverige vandt begge kampe 1-0« (54. minut) – og som afsluttende granat mod de sagesløsere seere:

»Quickpoll status: 6.593 stemmer. 49 procent giver Danmark karakteren 10. 25 procent giver karakteren 11«.

Midt i en kamp mellem to helt andre hold.

Dertil kommer, at man i moderne sportsjournalistik uafladeligt opvartes med slows af selv den mest ligegyldige situation. Eneste trøst er, at det endnu ikke er så slemt som i håndboldkampene, hvor store dele af spillet er bortredigeret til fordel for fire-fem langsom-gengivelser af samme situation fra forskellige vinkler.

POINTEN ER naturligvis, at fodboldjournalistikken afspejler al journalistiks største rædsel: publikumsflugten, kedsomheden. Panikken pibler som stilhed op af alle chefredaktørsprækker: Find på noget, giv dem fanfarer, quizzer og exit-polls – start showet op, flere timer før holdene overhovedet er på banen, bemand studierne med horder af talende hoveder, hold ordstrømmene i gang om ligegyldigt hvad.

Engang blev der udgivet en hyldest til spillet med titlen ’Fodboldenglen’. Efter en uges indledende fodbolddækning har man det, som var man blevet kysset på sine fodboldvinger af præsten Thorkild Grosbøll: Ethvert guddommeligt moment er blevet piftet af prosaiske analyser og flimrende sniksnak. Hvis nogen opfandt en kanal, hvor kun lyden fra stadion kom igennem – renset for ord – ville den få alle seerne.

Politiken, 18. april 2004:

Porno i provinsen

Jeg har længe kunnet følge lokaljournalistikken i et par jyske amter (Århus og Vejle), og det har affødt en stedse stigende nysgerrighed over for de redaktionelle valg - ikke hvad de har gang i, for det demonstreres i de mange lokale sendetimer og avissider dagligt - men hvorfor de har gang i det - og om det virkelig kan give kunder i butikkerne at være så helt ufatteligt lokale ?

Århus Stiftstidende er måske det mest lokale af alt, hvad der er lokalt i Vestdanmark, selv om TV 2's lokale nyheder heller ikke stikker op for københavner-bollemælk.

Nu på en dejlig - men for mange dramatisk og oprørende torsdag, hvor Irak brændte, gidsler blev skudt, og en ægte spion var gået lige i flæsket på Anders Fogh - da skrev den østjyske nyhedsavis med kæmpetyper på sin egen forside (15.4.): »Ældre hårdt kvæstet i dør« - og beskrev to flere uger gamle episoder med et par automatiske skydedøre i et lokalt storcenter, hvor to århusianere var blevet ramt af døre.

Der var dog ingen forklaring på ulykkerne, hvorfor deres placering på sensationspladsen ikke var helt klar - bortset det faktum, at dørene altså var superlokale og ofrene ubestrideligt fra avisens kerneområde, Danmarks næststørste by.

Endnu en tophistorie handler om mistanken mod en lokal rockerbande for at have stjålet ni ure i Århus for tre et halvt år siden, dernæst er der en stor artikel om et motionsarrangement i Tangkrogen, om et vejarbejde i en rundkørsel og om et musikprojekt på en nedlagt konservesfabrik.

Så passerer man kulturen, de døde, erhvervslivet og sporten, og først dér - på side 19 i en sektion, hvor ordet »Århus« rent faktisk er forekommet 133 gange (heraf alene 10 gange på forsiden) - kommer så en side med »indland«.

Her rangeres Foghs bråvallaslag med spionen, der sladrede, helt i bunden, mens toppen er en artikel om Danmarks Radios succesrige licenskampagne. Under »udland« på side 20 får Irak-balladen et 82 linjers sammenkog fra nyhedsbureauerne - mens den langt saftigere historie om en kendt fodboldspillers mulige elskerinde i Spanien er 30 linjer længere.

Nu er jeg ikke i tvivl om, at der er tænkt over menuen - endda i mange hårdt kæmpende århusianske redaktørers hoveder (jeg har kendt én i mange år).

Blot er jeg blevet usikker på, om denne model for redning af lokale medier er en kur - eller mord. Findes der virkelig avislæsere, der vil spærres inde bag så mægtige skyklapper: Fra Oliemøllen og Tangkrogen - til Moesgaard og Viby Bakke - min verden går?

Lokalt har man ofte den fornemmelse, at der er alt for mange sider og alt for mange minutter at fylde ud, hvorefter selv den ubetydeligste ubetydelighed ophøjes til interessant. Og at man af lutter nød endda må genbruge hinandens lokale historier, så godt man kan - på kryds og på tværs.

For nogen tid siden udkom Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende (som følge af et journalistisk samarbejde) med nøjagtigt samme historie. Den handlede om en lokal »pornostjerne«, der angiveligt havde modtaget dødstrusler fra »vrede muslimske mænd« og derfor var flyttet fra Randers til Århus. I en trelinjet, trespaltet topforsideoverskrift skrev Randers Amtsavis: »Pornostjerne flygter fra Randers«.

På Århus Stiftstidende havde forsideskrædderen udstyret nøjagtig den samme tekst med Stiftens helt egen lokalfinish - otte spalter fra kant til kant: »Pornostjerne flygter til Århus«.

I Randers skrev forsidemanden derefter: »Dødstrusler og overfald fra muslimske mænd fik dansk-libanesiske Maya Asabadjani til at flytte til Århus«.

I Århus-avisen skrev redaktøren: »Dødstrusler og overfald fra muslimske mænd fik den dansk-libanesiske Maya Asabadjani til at flytte fra Randers«.

Man kan frygte, at denne autentiske historie om journalistisk forskellighed er et yderligere varsel om lokalmediernes fremtid.

Politiken, 4. januar 2004:

Tophistorien handler om kontrol

Året blev rundet af - og det nye begyndt - med et emne, der optager medier og politikere næsten hver dag i denne tid: kravet om forbud og kontrol med flere og flere hjørner af danskernes dagligdag.

Den ene dag sættes fokus på tørklæder, den næste på skolekarakterer, den tredje på rygning, der skal bandlyses fra 'det offentlige rum', som sundhedsstyrelsens direktør Jens Kristian Gøtrik sagde til Radioavisen et par dage før nytår: »Det kan efter min mening ikke ske hurtigt nok«.

Dagen før havde han ifølge Jyllands-Posten ikke været afvisende over et forbud - så allerede på andendagen af denne debat var fronterne altså skærpet og selve forbuddet rykket nærmere i de konkurrerende nyhedsmedier.

»Det er faktisk også meget farligt at være passiv ryger«, siger Gøtrik til Radioavisen - uden dog at blive spurgt til omfanget af dette problem, sådan i timer og minutter - og i Jyllands-Posten cementerer direktør i Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, kravet om forbud således: »Forestil dig noget, der slår 12.000 mennesker ihjel om året. Det svarer til en middelstor dansk provinsby. Vi må da mindst sigte efter rygeforbud i det offentlige rum«.

Mindst! Den tidligere minister sigter efter endnu større trofæer.

Formentlig skyldespressens forkærlighed for nyhedsvinkler, der emmer af kontrol og forbud og registrering, at de flugter med deres egen natur i disse år: flere og flere nyhedshistorier bygges op omkring målinger og statistikker - selv den mindste tabel fra Danmarks Statistik ryger på forsiden. Alt kan bokses inde, alle livsforhold underkastes inspektion.

I medierne er 'kontrol-området' i enorm vækst - måske fordi politikernes talrige spindoktorer fornemmer kravenes slagkraft i pressen. Vi fik et 2003 med den ene historie efter den anden. I december bekendtgjorde Berlingske, at overvågningen stormer frem i kommunerne og at alle S-tog i en nær fremtid skal filmes - med 32 kameraer i hvert togsæt - og citerede en indkaldt ekspert for, at det vil skabe »mere tryghed end gene«.

Hvert lille nyt skridt kan der argumenteres fornuftigt for - for hvilken kyniker tør sige nej til et kamera i togkupéen, hvis man i 2004 kan forestille sig en uskyldig passager slået til lirekassemand - det ville jo nærmest være blodtørstigt. I nyhedsdækningen trasker man fra historie til historie, overvejende positivt, af og til nærmest begejstret.

Nu kommer der bud om et fuldt udbygget dna-register, gerne med både dna-pas og iris-skanning og fingeraftryk, som alle danskere skal fremvise på forlangende. Medierne er nærmest benovede over så forjættende en fremtidsvision - for hvorfor lede efter de kriminelle i månedsvis, når et simpelt irisregister kan tjekke fem millioner potentielt skyldige på et splitsekund?

En avis spørger dog socialdemokraten Henrik Dam Kristensen: »Hvordan kan det være, at selv uskyldige skal registreres?«. Og den tidligere socialminister svarer: »Det er egentlig en beskyttelse af den enkelte uskyldige borger«. Ikke flere spørgsmål.

De konservativevil indføre nationale test af børns paratviden, alle præster skal før ansættelse tjekkes for sexmisbrug, børnehavebørn skal have systematiske planer for læring, et milligram hash skal udløse bøde hos brugeren, domstolene skal underkastes et 'produktionsindeks', forældre som ikke henter deres børn skal have bøder, Det Kongelige Teater skal testes, tørklæder skal forbydes, skolekarakterer lægges ud på internettet, universiteter udstyres med 'smileys' - osv. - alt dét under en statsminister, der så sent som i november lagde linjen: »Mindre nidkærhed i den offentlige kontrol«.

Her må han alene have tænkt på skattehuller og fartgrænser. Alt andet strammes op. Og det er en morsomhed af stor alvor - som medierne endnu ikke har bemærket - at landet aldrig har haft så støt en kurs mod flere forbud og kontrolforanstaltninger som under denne liberale regering.

Politiken, 23. november 2003:

Mænner stjæler billedet

Af ErikValeur, journalist

Tirsdag18.11 havde Berlingske en forholdsvis nedprioriteret nyhed om Venstres Jens Rohde, der havde bemægtiget sig en sikker københavnsk folketingskreds. I et par timer havde han dog befundet sig i 'en voldsom kattepine', fordi en meget kreds-populær kvinde havde overvejet at udfordre hans opstilling. Det tog et par timer - så var damen banket på plads. Og Rohde i vinkel. Alle var lettede.

Men som kvinden lidt surt sagde: »Nu vil Venstres felt være pæne 30-årige mænd, der alle sammen ligner hinanden«.

Dét perspektiv blev ikke fulgt op af den mandlige reporter. Mændene stjæler billedet - på den offentlige dagsorden - lød den overhørte anklage.

Bladede gennem Information samme dag og ganske rigtigt: 6 billeder af mænd på forsiden, 3 mænd på side 2 - og 3 på side 4. Desuden 10 mænd på side 5, 4 på side 6-7 (sammen med avisens eneste kvinde), 6 på side 8-9, 4 på side 10-11 og 2 på bagsiden. Status: 30 fotos - 38 mænd og én kvinde (en skuespiller i passtørrelse).

I Politikens nyhedssektion er der 18 mænd og 2 kvinder (i sekundære positioner) - og i søsterorganet Ekstra Bladet er der 44 mænd og 8 kvinder, medregnet den 19-årige på side 9.

For atgøre den lille undersøgelse komplet må der kobles tv-nyheder på - på en dag, hvor både Møller, Bush og Fogh bejler til nyhedsjægernes gunst.

At se nyhedsudsendelser i 2003 er som at vandre gennem en familiefest i en længst svunden tid. Her færdes alle de mandlige overhoveder omkring i deres stiveste puds - og har man ikke slips på, er man nærmest lidt bizar - en opvigler uden adgangskort.

Således er billedet i de første syv minutter af aftenens første TV-avis - sekund for sekund: 0.00: mand med slips (hvidprikket), 0.09: mand med slips (stålgråt), 0.26: to mænd med slips, 0.47: mand med slips (orangebrunt), 1.06: 3 mænd med slips, 1.13: mand med slips (rød-hvidternet), 1.32: mand med slips (hvidprikket), 1.56: mand med slips (rød-hvidternet), 2.22: mange mænd med slips, 2.33: mand med slips (rød-hvidternet), 3.11: to mænd med slips, 3.18: mand med slips (rubinrødt), 5.57: mand med slips (blåmønstret), 6.06: mand med slips (gråt), 6.14: mand med slips (stålgråt) ... Og sådan fortsætter det med i alt 33 klip af mænd med slips - og kun mænd - de første 10 minutter.

Først 10.28 kommer den første kvinde på skærmen - Mette Fugl - og bliver der i 13 sekunder.

Den første mand uden slips kommer på 13.15 - i tre sekunder - det er en engelsk fodgænger, der venter tålmodigt på George Bush.

11 af de første 14 minutter går med festklædte mænd i alle politikkens brændpunkter. Så først kommer kvinderne - i fire små indslag. De handler om hudkræft, indkøbsvaner, svigtede grønlændere og tvungen ferie. 2 minutter i alt.

I TV 2er der sammenlagt 51 klip med mænd, fordelt på 22 minutter. Den første kvinde (bortset fra studieværten) kommer på skærmen 16.35 inde i udsendelsen.

Der er i alt tre klip med kvinder - om emnerne mælkevaner og starthjælp. 16 sekunder varer de tre klip tilsammen. Til sammenligning fylder mændenes klip 11 min. og 45 sek. Forholdet er altså 44:1.

Ganske vist på en stor international nyhedsdag - men alligevel: Sådan er verden - også uden for Rohdes kreds. Det er ikke de venstreorienterede, der sidder på medierne - det er de mænner-orienterede.

Der er i pressens fødekæde en dyb kontinuerlig brummen som af en koloni af løver, der er dumpet ned i en hule. Men det er ikke løver - det er mændene, der taler.

Politiken, 4. maj 2003:

Våbnene er pist væk

I tirsdags skrev New York Times-kommentatoren Paul Krugman om den forsvundne fokus på de 'masseødelæggelsesvåben', som var hele årsagen til krigen mod Irak. »Kan man ikke forvente, at lederne af en demokratisk nation fortæller borgerne sandheden?«, spurgte han og citerede en Bush-embedsmand for udsagnet: »Vi løj ikke. Det var blot et spørgsmål om betoning«.

Eller det, som i dansk embedsmandsjargon ville hedde en 'let argumentationsglidning'. Man lagde tryk på skrækscenariet.

»Alle administrationens beskyldninger mod Irak fik fremtrædende dækning«, skriver kommentatoren. »Den efterfølgende nedtoning fik ikke«. Det mønster fortsætter i disse uger med bragende tv-dækning af selv den mindste, mistænkelige (gift)tønde i ørkensandet - som om den potentielt indeholder våben af den type, der kunne true den største magt på Jorden.

Times-kommentatoren stiller spørgsmålet: »Betyder det noget, at vi blev vildledt ind i krigen?«. Og svarer: »Ja«. »Et demokratis beslutninger, rigtige eller forkerte, må forventes at bygge på det velinformerede samtykke fra befolkningen. Det skete ikke«.

»Vi burde stille barske spørgsmål - ikke blot om Irak, men også om os selv«, skriver New York Times. Men det sker ikke.

Heller ikke iDanmark. I ekstrem grad enes pressen med politikerne om at bortglemme det 'issue', der kan vise sig at indeholde verdenshistorien største - demokratiske - løgn. Det burde blive mere interessant dag for dag.

Et kig på danske nyhedsudsendelser, avisartikler og avisledere viser mønstret tydeligt: I ugerne op til krigen vrimler det med omtale af masseødelæggelsesvåben. Det er den absolutte hovedbegrundelse for felttoget.

I første del af krigen falder intensiteten en smule - så stiger den langsomt på ny og kulminerer i sejrsperioden fra 7. til 14. april, hvor Tikrit falder. Herefter daler omtalen støt og hurtigt og forsvinder næsten, da også Bush begynder at glide af på de forsvundne arsenaler (24. april). I det omfang, man overhovedet snakker om masseødelæggelsesvåben, handler det om Syrien, Nordkorea, dusør for oplysninger, fund af mistænkelige tønder - og et fortsat behov for amerikansk missilforsvar.

Pressen forbigår det lysende faktum, at de pågældende våben slet ikke blev anvendt - at tusinder forskere og militærfolk, der tidligere var truet til tavshed, nu burde være tilgængelige og stå i kø for at dokumentere og udpege depoterne.

Op til krigen skrev for eksempel Jyllands-Posten på lederplads, at ingen vil kunne »benægte, at Saddam Husseins regime råder over både kemiske og biologiske våben« (9. februar), og at det irakiske folks udfrielse kun ville være »et biprodukt af en aktion, som først og fremmest skal fjerne en trussel mod hele den vestlige verdens sikkerhed«.

Nu skriver Jyllands-Posten i en leder sætningen: »Det samme gælder spørgsmålet om tilstedeværelsen af de formodede masseødelæggelsesvåben« (16. april). Bemærk glidningen - den verdensomspændende trussel har let og elegant fået tilføjet et 'formodet'. Videre til næste emne.

Berlingske Tidende fastslog før krigen, at Hussein ikke kan fortsætte »uden at blive frataget sine masseødelæggelsesvåben« (4. marts). Nu noterer Berlingske, at sagen slet ikke er relevant: »For det første er hele Irak endnu langtfra afsøgt. For det andet var det ikke i sig selv jagten på disse våben, som var Irak-aktionens formål«.

Fogh kan færdes frit. Alle i pressen accepterer den mulige tilstedeværelse af decideret misinformation fra demokratiets ledere. Glemsomhed? Overfladiskhed? Frygt for at jokke de magthavere, redaktørerne er blevet ét med, over tæerne?

24. april dækkede Washington Post en tale, som præsident Bush holdt på Abrams-tankfabrikken i Lima, Ohio. Stående mellem kanonløbene på to tanks kom han med den første antydning af, at jagten på Saddams masseødelæggelsesvåben måske ville være forgæves: »Men vi véd, han havde dem«, sagde han. Vi i det danske pressekorps kan roligt klappe med.